10 år efter tragedien: Kæmpefabriks kollaps blev kimen til større sikkerhed hos dem, der syer dit tøj i Bangladesh

Fabrikkerne er blevet sikrere 

Hvis du køber nyt tøj, er der stor sandsynlighed for, at det er produceret i Bangladesh. Rigtig mange internationale tøjmærker får syet tøj i Bangladesh’ mange tøjfabrikker, for eksempel Zara, H&M og danske Bestseller, som blandt andet sælger tøjet videre til os i Danmark. 

På fabrikkerne i Rana Plaza blev der ifølge NGO’en Clean Clothes Campaign produceret tøj til blandt andet Mango, Benetton og Primark.

Det er en branche, som er præget af dårlige arbejdsforhold, men som samtidig har set store forbedringer siden Rana Plaza-katastrofen. Det gælder både i forhold til sikkerhed på fabrikkerne, men der er også indført mindsteløn og arbejderne har organiseret sig i fagforeninger. 

“Efter Rana Plaza er der sket en stor udvikling de seneste 10 år, især i forhold til bygningssikkerhed, elsikkerhed og brandsikkerhed,” siger Amirul Haque Amin. 

Han er medstifter og præsident af fagforeningen the National Garment Workers Federation, og han har kæmpet for arbejdernes rettigheder i Bangladesh i mere end tre årtier.  

Han peger på, at reaktionerne på kollapset af Rana Plaza førte til flere samarbejdsaftaler mellem tøjmærker, fagforeninger og virksomheder med formålet at sørge for sikrere arbejdsforhold for tekstilarbejderne i Bangladesh, så tragedien ikke ville gentage sig. 

I årene efter ulykken er de mere end 3.000 fabrikker, som producerer og eksporterer tøj til udlandet, blevet sikkerhedstjekket, og næsten 800 fabrikker er blev lukket ned, fordi det har været for usikkert at gå på arbejde. 

Ifølge den bangladeshiske handelsorganisation, BGMEA, lever 80 procent af fabrikkerne nu op til internationale sikkerhedsstandarder. Spørger man Amirul Haque Amin, mener han antallet er noget lavere, men han er enig i, at der er sket fremskridt. 

Flere jobs til kvinder

De seneste ti år er mængden af tøj, Bangladesh producerer og eksporterer, vokset. Udelukkende overgået af Kina, er Bangladesh det land i verden, som eksporterer næstmest tøj, og det udgør cirka 82 procent af landets totale eksportindtægter. 

Ifølge den Internationale Arbejderorganisation, ILO, arbejder cirka 4 millioner bangladeshere med at producere tøj, og lidt over 60 procent af dem er kvinder – og det er især kommet kvinderne til gode, at tøjproduktionen er blevet større. 

“Denne her sektor er tydeligvis vigtig både for økonomien, for at der er arbejde at få, og for kvinders empowerment,” siger Amirul Haque Amin. 

Han fortæller, at en stor del af de kvindelige arbejdere kommer fra landet og ikke har nogen uddannelse. 

“Før de begyndte at arbejde på tøjfabrikkerne, var de afhængige af deres familier, men når de får arbejde på tøjfabrikkerne, flytter til byen og begynder at tjene penge, er de ikke længere en byrde for deres familie – tværtimod kan de i nogle tilfælde sende små beløb hjem til dem,” siger han. 

Netop fordi der er så mange kvinder i branchen, arbejder Amirul Haque Amins fagforening for, at arbejdspladserne bliver sikrere for kvinder. Der er nemlig store problemer med seksuelle krænkelser, vold og chikane mod kvinder på tøjfabrikkerne, fortæller han. 

Antallet af fagforeninger er vokset

Endnu et problem, Rana Plaza-tragedien satte fokus på, var de mange tekstilarbejderes manglende arbejderrettigheder, men også her er der sket fremskridt. 

“Der er også sket en stor organiseringsproces, især i forhold til fabrikker, som er medlemmer af fagforeninger,” fortæller Amirul Haque Amin. “Før Rana Plaza var der kun 72 fabrikker, hvor arbejderne var en del af en fagforening. I dag er der mere end 1.200 fagforeninger i 1.200 fabrikker.”  

Ifølge ILO er der lige siden 2013 hvert eneste år blevet registreret mellem 75 og 169 nye fagforeninger. Det er markant flere end inden katastrofen. At der i dag er tusindvis af aktive fagforeninger i landet, betyder arbejderne kan stå stærkere sammen, selvom der stadig er mange, som møder uretfærdige arbejdsforhold. 

Samtidig er der blevet indført mindsteløn for arbejderne på tøjfabrikkerne. Amirul Haque Amin fortæller, at den i dag er på cirka 8.000 bangladeshiske taka – det svarer til cirka 500 danske kroner – om måneden.

Men selvom det er et skridt i den rigtige retning, er lønnen alt for lav. Amirul Haque Amin og hans organisation kræver en mindsteløn på minimum 23.000 taka. Det ville svare til en månedsløn på cirka 1.500 kroner.

Ikke den sidste katastrofe

Der er stadig langt igen, og der er stadig mange tøjarbejdere i Bangladesh, som ikke har ordentlige arbejdsvilkår. Der har for eksempel været andre katastrofer med dødsfald som følge siden Rana Plaza. 

Der har også været tilfælde af ulovlige fyringer og vold mod tekstilarbejdere, som har protesteret mod den lave mindsteløn. 

Og så sent som i januar viste en ny rapport, at mange store tøjmærker har betalt det samme for tøjproduktionen under Covid-19 pandemien på trods af, at pandemien medførte stigende produktionspriser – og det betyder blandt andet, at fabrikkerne ikke har kunne udbetale mindstelønnen til deres syersker. 

Alligevel er der sket store fremskridt de seneste 10 år for tekstilarbejderne i Bangladesh: De har både fået mindsteløn, flere er organiserede i fagforeninger, flere fabrikker er blevet sikrere at arbejde i, og mange kvinder har fået større frihed på grund af deres arbejde. 

“I forhold til fabrikkernes sikkerhed og i forhold til organisering er der sket store fremskridt – men det betyder ikke, at hele industrien er perfekt,” siger Amirul Haque Amin.