30. august 2015

Analyse: Design gør verden til et bedre sted

Design er ikke kun mode og æstetik. Det kan også redde tusindvis af liv og tackle globale udfordringer. De innovative løsninger kommer ikke kun fra kreative designbureauer i Vesten. Unge designere i Afrika og Asien tager nu sagen i egen hånd.

INDEX: AWARD. Desolenator, a solution that could end one of the world’s biggest challenges by turning sunshine into fresh water.

INDEX: AWARD. Desolenator, a solution that could end one of the world’s biggest challenges by turning sunshine into fresh water.

Da Melinda Gates for nylig blev spurgt, hvilken enkeltfaktor der er den største drivkraft for social forandring i verden, svarede hun: design. Bill Gates’ hustru mente ikke design af hvide tekopper eller lysestager i rustfrit stål. Formanden for verdens største humanitære organisation, Bill and Melinda Gates Foundation, talte i stedet om bæredygtige løsninger på klodens globale udfordringer.

Svaret var overraskende for mange. Langt de fleste associerer stadig design med stil, æstetik og forbrug. Men gennem de senere år er der kommet et fortsat større fokus på, at design i bred forstand har potentiale til at rykke ved vigtige områder. Lige fra fattigdom, uddannelse, ledelse, trafiksikkerhed, mad og sundhed til miljø, klima og energi.

Flere og flere designere leder efter innovative løsninger, der forbedrer livet for almindelige mennesker, frem for at æstetiske vaser er på hylderne i eksklusive designbutikker.

Medicin i Coca-cola-kassen

Enorme sundhedsproblemer i udviklingslande, en aldrende befolkning i den vestlige verden og høj børnedødelighed i fattige lande er blot nogle få af de udfordringer, som har fået designere til at bruge deres kræfter på at udvikle et hav af sundhedsløsninger fra fødselsapps til genopladelige pandelamper til læger og sygeplejersker.For eksempel har designfirmaet ColaLife lavet medicinpakker, som passer ned i kasser med Coca-Cola. Ræsonnementet er, at du altid kan finde en Coca-Cola i selv de fjerneste landsbyer i udviklingslande. Også steder hvor hvert niende barn ikke når at fejre sin femårsfødselsdag på grund af mangel på medicin, der kan forhindre simple sygdomme som fx diarré.

Så hvorfor ikke lade medicinen rejse med den søde drik ud til fattige byer i Coca-Cola-kasser? Idéen redder indtil videre liv i Zambia, og målet er at brede den ud til flere lande.

Undergrundscykelstier

Andre designere arbejder med de umiddelbart uoverskuelige problemer, som tilflytning til de allerede overfyldte storbyer medfører. I 2050 forventes det, at 80 pct. af verdens befolkning vil bo i storbyer. Infrastruktur, trafik, boliger og sociale problemer er dermed områder, som det bliver oplagt for designere at kaste sig over.

Designfirmaet Gensler foreslår fx at omdanne Londons nedlagte metrotunneller og ubenyttede kloaksystemer til undergrundscykelstier for at bidrage til at løse byens trafikproblemer.

Designere i ledelsen

I lokalstyrer og -stater bliver designere i stigende grad tilknyttet som rådgivere for at finde nye løsninger på samfundets udfordringer. Og med ny titel som bæredygtige problemknusere bliver designere også en del af store private firmaers konkurrenceparametre. Internationalt taler man i øjeblikket om et skift fra marketingledet business til designledet business.

Designere indgår desuden ofte i ledelser, fordi man også her har fokus på nyudvikling og andre måder at se tingene på. Fra Danmark har den almennyttige organisation Index: Design to Improve Life® i mere end 10 år arbejdet på at udbrede den nye opfattelse af design igennem verdens største designkonkurrence, Index: Award, som blev uddelt torsdag.

Filtrerer forurenet vand

En af de fem vindere, da designprisen blev uddelt første gang i 2005, var LifeStraw. Et billigt og simpelt sugerør, som vil løse det problem, at over 7 millioner mennesker over hele verden endnu ikke har adgang til rent drikkevand, hvilket fører både sygdomme og mange dødsfald med sig.

Plasticrøret filtrerer forurenet vand ved hjælp af hule fibre, der fjerner 99,9 pct. af alle bakterier og parasitter. Hvert LifeStraw kan rense 1.000 liter vand, hvilket svarer til et menneskes årlige forbrug.

Den danske designvirksomhed Vestergaard Frandsen, der står bag opfindelsen, sender hvert år millioner af sugerør ud i verden. I 1986 var 3,5 millioner mennesker i 20 lande i Afrika og Asien smittet med den frygtede tropesygdom guineaorm, som invaliderer via smertefulde sår på kroppen. I 2014 led kun 126 mennesker af sygdommen, og alt tyder på, at den bliver udryddet inden for kort tid.

sengenet med insektgift

Efter kopper er det den første alvorlige sygdom i verden, som bliver udryddet – endda uden at bruge vaccine. Guineaormens larver lever i vand, og sygdommen rammer derfor i lande med mangel på rent drikkevand.

LifeStraws specialudviklede filter har spillet en vigtig rolle i kampen mod den spaghettilignende orm. Vestergaard Frandsen har i skrivende stund leveret flere end 37 millioner sugerør til områder, hvor guineaormens larver stadig er en udfordring.

Det danske designfirma har i dag udvidet sin portefølje med sengenet med insektgift, kornsække, der forhindrer insekter og bakterier i at ødelægge kornet, og tilpassede sundhedspakker til områder med stor udbredelse af specifikke sygdomme.

I 2005 var LifeStraw en af cirka 500 indsendte nomineringer fra 43 lande til Index: Award. Ansøgerfeltet var dengang hovedsageligt fra vestlige lande. Siden har der været en markant udvikling i de problemer, de indsendte designs forsøger at løse. Samtidig er der også sket et skift i, hvor designerne kommer fra i verden: Blandt de 1.123 designs fra 72 lande til årets konkurrence er de 34 idéer fra Afrika og 173 fra Asien.

Hjælp til fysisk adresse

Kenya er fx repræsenteret med Okhi. 4 milliarder fattige mennesker i verden har ikke en fysisk adresse. Ingen adresse er lig med ingen officiel identitet. Det betyder, at man ikke kan modtage offentlige dokumenter, ikke kan låne i banken, ikke kan deltage i politisk arbejde, ikke kan få offentlig service, og politi og ambulancer kan ikke finde dit hjem.

Okhi giver dig en adresse, ved at du tager et foto af din hoveddør og kobler det med en GPS-adresse.

Et studie fra blandt andre Verdensbanken viser, at 60 pct. af de kenyanere, som lever for under 15 kr. om dagen, har mobiltelefon. Det går også hurtigt, når man ser på mobiltelefoner med adgang til internettet. Verdens udviklingslande står nu for 55 pct. af samtlige bredbåndsabonnementer.

Størst vækst i Afrika

Afrika er den region i verden, der har oplevet den største vækst. Her steg udbredelsen af mobilt bredbånd fra 2 pct. i 2010 til 20 pct. i 2014. Designere i fattige lande kan derfor springe de seneste årtiers teknologiske udvikling over og hoppe direkte ind og blive first movers på teknologiske løsninger som e-banking og crowdfunding.

Designeres kreative indblanding i de globale udfordringer betyder, at det ikke længere kun er politikere, erhvervslivet, ngo’er og internationale organisationer, der bringer verden fremad – den opgave har designere over hele kloden nu også taget på sig.