Leder: Verdensmålenes årti er begyndt

1: Det strategiske opbrud

Verdensmålenes mirakuløse entré i 2015 og deres efterfølgende voksende indtog i Danmark og resten af verden og klimabevægelsens folkelige gennembrud i 2019 giver netop grund til stor optimisme.

FN er i fuld færd med at skubbe Verdensmålene op som det strategiske bud på 00’ernes og 10’ernes opbrud. For få måneder siden fik FN’s generalsekretær Guterres alle medlemslandene med til at hæve Verdensmålene helt op som global ledestjerne ved netop at officielt at udnævne 20’erne til Verdensmålenes årti.

Verdensmålenes styrke er samtidig, at de til forskel fra de fleste andre tidligere internationale dagsordener også for alvor har fået fat for neden: erhvervslivet, de unge, græsrødderne, foreningslivet og i det seneste år også hos fagbevægelsen, landbruget, politikere og myndigheder er begyndt at indarbejde Verdensmålene i planer og strategier.

2: Kampen mod klimaændringerne

Verdensmålene og Paris-aftalen hænger uadskilleligt sammen. Og Verdensmålene tager klimakampen et vigtigt skridt videre, når de på alle områder taler om behovet for bæredygtig udvikling og omstilling – i forbrug, i byer, i industrien, transport og landene imellem. Det folkelige oprør mod klimaforandringer kom i 2019 helt i top på samfundsdagsordenen – ikke bare i Danmark og Europa men i størstedelen af verdenen.

3: Den teknologiske revolution

En række af Verdensmålene handler om, hvordan vi kan benytte den teknologiske revolution i menneskehedens tjeneste. Hvor data kan hjælpe med at bekæmpe sygdomsudbrud, varsle naturkatastrofer og skabe fødevaresikkerhed. Og hvor der med teknologi kan skabes bedre jobs og bæredygtig vækst. Så det, der skal til, er at borgere og stater skal tage dataene tilbage i folkets tjeneste. Og det er lige netop det teknologisyn og tilgang som Verdensmålene er bygget op om.

4: Det demokratiske samfunds sociale krise

Verdensmålene har på mange måder de nordiske lande som idealbillede. Vores sociale sikkerhedsnet, ligestilling, naturbeskyttelse og balance mellem statslig regulering og frie markeder. Kan det 16. Verdensmål – også kaldet demokrati- og menneskerettighedsmålet: Fred, retfærdighed og stærke institutioner – få en stærkere og mere demokratisk udbredelse er der endnu mere håb. Sammen med målet om ligestilling (5), værdige jobs (8), større lighed (10) og bæredygtige byer og lokalsamfund (11) vil den potente buket lige præcis imødegå det som Lidegaard beskriver som de demokratiske samfunds sociale krise.

Hvis samtidig Verdensmålenes gennemgående sætning om, at ingen må lades i stikken, bliver taget så alvorligt, som den var ment – og ikke blot en bekvem fest-formulering, når diplomater og magthavere mødes, så har vi både den rette ledetråd og den globale opskrift på, hvad der skal efterfølge vores to første årtier.

Så jeg vil slutte med et lettere omskrevet bud på rubrikken for Lidegaards fremragende analyse:

Den bæredygtige fest er først lige begyndt.

Ulighed og ubæredygtighed går ikke længere. Vi har nået et vendepunkt, hvor det nu gælder at sikre bæredygtighed, ligestilling og at ingen må lades i stikken.

Godt nytår.