21. september 2020

Banebrydende lov: Forbud mod fastfood og sodavand i Mexico

For at bremse en eksplosion af fedme og sukkersyge har en del af Mexico nu nedlagt forbud mod, at børn kan købe usund mad og sodavand med sukker.

Foto: CCBY Gideon

Foto: CCBY Gideon

Myndighederne i den mexicanske delstat Oaxaca har nu for første gang direkte udstedt forbud mod at sælge fastfood og sukkerholdig sodavand til børn.

Forbuddet gælder både salg, distribution og promovering af junkfood og sodavand til børn, og loven forbyder også sodavandsautomater på skoler.

Hvis nogen bryder loven, kan de blive idømt bøder, og deres butikker kan blive lukket ned. Hvis man overtræder loven flere gange, kan man endda blive idømt fængselsstraf. Det skriver BBC.

Måske kan det virke underligt, at Mexico vælger at fokusere på kampen mod søde sager, når landet har store problemer med blandt andet vold og krigen mod en række brutale narkobander.

Men sukker er faktisk med til at dræbe langt flere mexicanere end stoffer og skydevåben. De seneste ti år er i alt omkring 100.000 mennesker blevet dræbt i Mexicos narkokrige, men hvert eneste år dør omkring 70.000 mexicanere af type 2 diabetes, der hænger tæt sammen med usund kost.

Alt for vilde med sodavand

Det skyldes ikke mindst, at Mexico er det land i verden, der drikker mest sodavand. Hver mexicaner drikker i gennemsnit 163 liter om året. Til sammenligning drikker en gennemsnitsdansker hvert år 86 liter, viser tal fra Kræftens Bekæmpelse.

Samtidig er fedmen eksploderet i Mexico i de senere år. I 1996 var det kun omkring 20 procent af mexicanerne, der var overvægtige, men i dag er tallet steget til 73 procent. Og Oaxaca er den delstat i Mexico, hvor flest børn er overvægtige.

Det er dog ikke alle, der er lige glade for den nye lov. Butiksejere og gadehandlere har demonstreret i protest. Men UNICEFs repræsentant i Mexico, Christian Skoog, bød loven velkommen.

”Indsatser som denne er yderst nødvendige for at beskytte retten til næringsrig mad for både piger og drenge,” skrev Christian Skoog i et tweet.

Det er ikke første gang, Mexico sætter ind for at bremse tsunamien af sodavand og sukkersyge. I 2014 indførte landet en særlig skat på søde drikke og fastfood. Og selvom den usunde mad stadig er meget udbredt i Mexico, tyder noget på at landet er på vej i en sundere retning.

Salget af sukkerholdige drikke toppede i 2011, og har siden langsomt været på vej ned. Omvendt er salget af almindeligt vand på flaske steget, og især siden 2014.

I 2015 købte mexicanerne for første gang mere flaskevand end sodavand. Det viser et studie offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift PLOS One.