01. oktober 2018

Dobbelt op på tigere i Nepal

Siden 2009 er antallet af tigere i Nepal næsten fordoblet, og det skaber håb for den truede kæmpekat.

Der er blevet flere tigere i Nepal. Disse to lever dog i en dyrepark i Sydafrika. Foto: CCBY Martin Heigan

Der er blevet flere tigere i Nepal. Disse to lever dog i en dyrepark i Sydafrika. Foto: CCBY Martin Heigan

For under ti år siden var der kun 121 vilde tigere i Nepal, men seneste optælling viser, at der nu er 235, ifølge WWF Verdensnaturfonden. Selvom det stadig er ret få tigere, er der stor glæde i naturbeskyttelsesorganisationen.

”Det her er en kæmpe nyhed. Tigeren er et ikonisk dyr, som det ville være tragisk at miste. Derfor er det fantastisk, at der er kommet hele 114 flere tigere i Nepal siden 2009. Det viser jo, at vi kan skabe positive ændringer, når vi arbejder sammen om bevarelsesprojekter på tværs af landegrænser, regeringer og organisationer,” siger Bo Øksnebjerg, generalsekretær i Verdensnaturfonden.

De gode nyheder for tigeren kommer ikke ud af den blå luft. De 13 tigerlande gik nemlig sammen i 2010 for at lægge en plan for, hvordan de kunne beskytte deres sidste tigere. Målet blev, at landene ville fordoble deres tigerantal inden 2022, og det mål har Nepal altså nu nået før tid.

I Nepal har en del af løsningen været, at grupper af frivillige unge har meldt sig til at finde og fjerne tigerfælder omkring deres landsbyer.

For hundrede år siden var der omkring 100.000 tigere i Asien, men på grund af jagt og ødelæggelse af deres levesteder er der nu kun omkring 3927 tigere tilbage i naturen. Tigerne jages på grund af deres smukke pels, og der er stadig efterspørgsel efter alle dele af dyret som ingredienser i virkningsløs kinesisk naturmedicin.

Alligevel er der håb.

”Med den lille bestand vi har tilbage i dag, tæller hver en tiger. Den gode nyhed fra Nepal viser, at vores indsats bærer frugt, så vi er positivt stemt omkring tigrenes fremtid,” siger Bo Øksnebjerg.