03. december 2018
Holland søsætter flydende solceller
Tusindvis af hollændere skal fremover få deres grønne strøm fra solceller, der flyder ude på havet. Det sparer plads og gør solcellerne mere effektive.
Flydende solceller er på vej frem. Her et lignende anlæg i Colorado. Foto: CCBY Walden Floating PV / Dennis Schroeder
Holland er gået i gang med at bygge verdens første solcelleanlæg i havet, 15 km ud for landets kyst. Løsningen ses som værende ideel for et land med et begrænset areal og en høj befolkningstæthed som Holland, som helst ikke ser, at land til dyrkning skal bruges til solceller.
En af udfordringerne ved de store og traditionelle solcelleanlæg er, at de optager en masse land, som kunne være brugt til dyrkning eller beboelse, hvilket gør de flydende solceller til et kærkomment alternativ.
De hollandske solceller, som bliver placeret mellem allerede eksisterende havvindmøller, vil være mere robuste end andre flydende solceller, fordi de skal placeres på havet og ikke i en sø eller et vandreservoir.
”Udover at fjerne problemet med manglen på land, så er der også en masse andre fordele ved at bygge på vandet, ligesom man også ser det med vindkraft,” siger Wilfried van Sark, ekspert i solenergi fra Utrecht Universitet, til Reuters.
”Der er mere sol til søs, og så er der yderligere fordele ved nedkølingen af panelerne, som øger deres produktion af energi med 15 procent,” afslutter han.
Selvom de flydende solceller stadig blot er niche af den stadigt voksende solcellekapacitet verden over, så stiger brugen af dem i disse år.
Kapaciteten for solceller på vand er fordoblet indenfor det seneste år men ligger fortsat lavt på 1,1 gigawatt i dag. Ifølge Verdensbanken er et forsigtigt bud dog, at flydende solcelleanlæg potentielt kan give 400 gigawatt, hvis man dækker blot 10% af overfladen på verdens 50 største vandreservoirer. Solcelleanlæg på land opnåede i 2017 en kapacitet på 400 gigawatt i hele verden.
Anlægget i Holland forventes færdigt i 2021, hvor det vil forsyne 10.000 hjem med grøn energi.
Seneste
22. september 2024