12. februar 2018
Hver tredje atombombe skrottet siden 2010
Efter seneste nedrustningsaftale er antallet af atomvåben i verden nu under 15.000. På syv år er antallet af atomvåben faldet med en tredjedel.
Prøvesprængning, 1952. Foto: CC-BY Public Domain
I mandags meddelte FN, at USA og Rusland nu har skåret ned på antallet af deres atomvåben, som de lovede i 2010 med den såkaldte New START-aftale om nedrustning. Begge lande er nu nede på 1550 affyringsklare atombomber.
Samlet set råder verdens atommagter nu over færre end 15.000 atomvåben, ifølge seneste opgørelse fra Stockholm International Peace Research Institute (SIPRI). Det er langt færre, end da den kolde krig var på sit højeste i midten af firserne. Dengang var der i alt næsten 70.000 atomvåben i verden. Alene siden 2010 er antallet faldet med omkring en tredjedel.
”Det er bestemt en god nyhed, at nedrustningsaftalen kunne gennemføres på trods af store politiske spændinger. Men det er et lyspunkt på en mørk baggrund, for knap 15 tusind atomvåben er stadigvæk mange. I dag handler kapløbet ikke så meget om at bygge flere atomvåben, men om at udvikle teknologi til at undgå fjendens forsvarssystemer,” siger Rens van Munster, der er seniorforsker ved Danmarks Institut for Internationale Studier, hvor han blandt andet studerer risikoen for atomkrig.
‘Naiv’ kampagne vil helt af med A-våben
Siden 2007 har organisationen ICAN – en sammenslutning af videnskabsfolk, aktivister og religiøse ledere – ført en global kampagne for at helt at afskaffe atomvåben. Sidste år lykkedes det at få vedtaget en FN-traktat, der kræver alle disse våben skrottet. Over halvdelen af verdens lande stemte for traktaten, og ICAN fik efterfølgende tildelt Nobels Fredspris.
Men kampagnen mod atomvåben er også blevet kaldt naiv. Verdens ni atommagter boykottede aftalen, med USA i spidsen, og ifølge SIPRI ønsker alle ni lande at beholde og videreudvikle deres atomvåben.
”Jeg tror ikke, vi kan nå en verden helt uden atomvåben, men vi kan godt nå en verden, hvor der er endnu færre. Det kræver politisk vilje, som er svær at få øje på netop nu. ICAN sender et vigtigt signal til atommagterne om, at hvis de ikke vil have, at flere lande udvikler atomvåben, skal de også selv gøre noget for at nedruste,” siger Rens van Munster.
Seneste
22. september 2024