06. december 2019

Syersker kæmper for bedre rettigheder

I Bangladesh bliver forholdene for ansatte i tøjindustrien langsomt bedre. Det sker blandt andet fordi stærke kvindelige fabriksarbejdere kæmper for flere rettigheder i et benhårdt system.

På Bangladesh’ tekstilfabrikker er 85 procent af arbejdsstyrken kvinder. De kæmper for bedre løn og arbejdsforhold. Foto: CCBY ILO Asia-Pacific

På Bangladesh’ tekstilfabrikker er 85 procent af arbejdsstyrken kvinder. De kæmper for bedre løn og arbejdsforhold. Foto: CCBY ILO Asia-Pacific

Mange store modeselskaber får syet deres tøj i Bangladesh, hvor eksporten fra tekstilindustrien på bare ti år er vokset fra 9 milliarder til 29 milliarder dollars. 85 procent af arbejderne på landets 4825 tekstilfabrikker er kvinder, og selvom der har været økonomisk opsving, er det ikke kommet syerskerne til gode. En minimumsløn på blot 420 kr. om måneden, dårlig arbejdssikkerhed og en 12-timers arbejdsdag er hverdagskost for mange af de 4,5 millioner kvindelige fabriksarbejdere.

Men mange syersker er begyndt af få nok. Kvinderne vil have fair forhold, men vejen dertil er ikke nem. Den kamp er der nu kommet en film ud af, der for nyligt havde premiere i Danmark.

Løb hjemmefra som 11-årig for at arbejde

Filmen ’Made In Bangladesh’ er baseret på den virkelige historie om syersken Daliya Akhter. Hun løb hjemmefra som elleveårig, da hun ikke ville giftes bort.

”Mine forældre ville gifte mig bort, men det havde jeg slet ikke lyst til. Jeg løb væk og endte i hovedstaden Dhaka. Det sker ofte, at piger flygter fra deres hjem for at undgå at blive gift,” siger hun i et interview i forbindelse med filmen.

I Dhaka endte Daliya Akhter på en tøjfabrik – et arbejde der var vigtigt for hende, da arbejdsløse kvinder i Bangladesh har større risiko for at ende i et uønsket ægteskab eller som prostitueret. Men arbejdsforholdene blev gradvist forværret med dårlig løn, sløjfede rettigheder og usikre faciliter. Da en syerske blev dræbt i en arbejdsulykke på fabrikken, fik Daliya Akhter nok. Hun gav sig i kast med at lære om arbejdsret og fik efter en lang, sej kamp stablet en fagforening på benene med de andre syersker – en forening som hun endte med at blive leder af.

”Jeg ville ikke kun kæmpe for mig selv, men for hele samfundet og hjælpe folk til et bedre liv,” siger hun.

Kvinder kæmper for deres rettigheder

For Made In Bangladesh’ instruktør, Rubaiyat Hossain, var det vigtigt ikke at fremstille kvinderne som ofre, men som individer der tager kampen op mod et uretfærdigt system.
”Der er så mange ekstraordinære kvinder som Daliya i Bangladesh, og det var derfor, jeg ønskede at lave denne film. Vi ser altid disse kvinder, som nogen, det er synd for, men der er så mange kvinder, der skaber positive handlinger i deres samfund,” siger Rubaiyat Hossain, der selv har arbejdet med kvinders rettigheder i Bangladesh, inden hun blev filminstruktør.

Og Daliya Akhters historie er ikke enestående. Flere og flere syersker ønsker forandring og engagerer sig i fagforeninger, og antallet af fagforeninger er femdoblet siden 2013.

Arbejdssikkerheden har fået et løft
Sikkerhedsforholdene på Bangladesh’ fabrikker er også blevet bedre de sidste ti år. Flere store vestlige firmaer, NGO’er og internationale og lokale fagforeninger gik sammen om at sikre bedre arbejdsforhold i tekstilindustrien i den såkaldte Accord-aftale.

Aftalen har blandt andet skærpet kravene til brandsikkerhed, da flere tøjfabrikker har været udsat for meget voldsomme brandulykker, som fx branden i Tazreen Fashions-fabrikken i 2012 med 112 dødsofre.

”Accord har virkelig gjort meget. Masser af fabrikker er blevet lukket, blandt andet den fabrik, som Daliya arbejdede på. Den blev lukket, fordi der ikke var nogen sprinklere, og bygningen var i så dårlig stand, at de ikke kunne installeres,” siger Rubaiyat Hossain.

Accord-aftalen blev indgået efter den katastrofale Rana Plaza-ulykke i 2013, hvor 1134 arbejdere døde, da en tekstilfabrik kollapsede. ”Efter Rana Plaza-hændelsen og de følgende undersøgelser af sikkerheden i tekstilindustrien blev 2000 fabrikker lukket,” siger Rubaiyat Hossain.

Med flere rettigheder opstår nye problemer

Men selvom kvinderne kæmper, og flere og flere organiserer sig, er der lang vej endnu. Blot 3,8 procent er medlem af en fagforening, for mange frygter at blive fyret, hvis de melder sig ind. Og når arbejdsgiverne bliver pressede af deres ansattes krav for rettigheder, kan det ende det med, at ejerne flytter produktionen ud af Bangladesh.

”Det er som en kædereaktion. Efter Daliya blev fagforeningsleder og sikrede en masse rettigheder til sine arbejdere, lukkede deres fabrik kort tid efter. Hvor skal de arbejdere så gå hen?” siger Rubaiyat Hossain.

For forbrugere i Vesten er løsningen ikke at stoppe med at købe tøj fra Bangladesh, forklarer Daliya Akhter. Det vil nemlig bare skubbe den billige produktion et andet sted hen med værre forhold. Der skal lovgivning til, og internationale organisationer kan skubbe på for dét arbejde.
”Vi skal arbejde sammen for at løse det her problem – på tværs af grænser,” siger Daliya Akhter.

Seneste