09. marts 2015

Smartere sprøjter skal sikre sundheden

Nu skal det være slut med genbrug af sprøjter, som spreder sygdomme. WHO bygger videre på succes med børnevaccinationer.

DFID/CCBY

DFID/CCBY

Kanyler med medicin og vaccine redder mange liv hvert år, men det er på den anden side også en stor smittekilde, fordi sprøjterne ofte genbruges bagefter. Det sker især i udviklingslande, hvor fristelsen til at spare lidt penge på en ny kanyle kan være stor, men genbrug af sprøjter forekommer også i Vesten, for eksempel blandt heroin-afhængige.

Et studie fra 2014 viste, at op mod 33.877 personer blev smittet med HIV i 2010 på grund af genbrugte kanyler, mens op til 1,67 millioner blev smittet med hepatitis B, og op til 315.000 fik hepatitis C.

Det vil verdenssundheds-organisationen WHO nu gøre noget ved. Organisationen har taget initiativ til at indføre en ny slags kanyler, der kun kan bruges én gang – derefter sætter stemplet sig fast, og knækker, hvis nogen forsøger at trække det ud for at genfylde sprøjten.

 

Når stemplet er i bund, kommer der også en plastikdims frem og dækker nålespidsen, så ingen kan stikke sig på den ved et uheld bagefter. I nogle modeller er det omvendt nålen, der automatisk trækker sig tilbage i sprøjten. Hensigten er at beskytte især sundhedspersonalet, der håndterer mange kanyler dagligt.

Gode erfaringer fra børnevacciner

Teknologien er ikke ny, men har indtil nu kun været brugt til de små, standardiserede sprøjter, som bruges til at give børn vaccinationer. Sprøjter til generel medicinsk brug skal ofte kunne noget mere – for eksempel skal dosis kunne justeres, og stemplet skal kunne bevæges op til et par gange, så lægen kan blande flere slags medicin i samme sprøjte, eller opløse vaccine i pulverform inden indsprøjtningen. Det gør de nye kanyler lidt mere komplicerede at producere og indføre, men WHO sigter mod, at de skal være standard fra 2020.

Og meget tyder på, at verden lytter til WHO. I 1999 opfordrede organisationen verdens lande til udelukkende at bruge selvblokerende sprøjter til vaccination af børn. I dag følger langt de fleste udviklingslande opfordringen. Det har betydet, at antallet af indsprøjtninger med genbrugte kanyler er faldet med 86 procent.

De smarte sprøjter koster ifølge WHO omkring 50 øre per styk, hvilket er dobbelt så meget som de gammeldags. Men sundhedsorganisationen forventer, at prisen per styk vil falde, efterhånden som de nye typer bliver standard og masseproduceret.

Kanyle-kurven knækker

1600 millioner gange årligt mærker patienter verden over det lille prik fra nålen. Men mange af indsprøjtningerne er faktisk helt unødvendige, fordi de samme lægemidler sagtens kan gives som pille, hvilket er lettere og mere sikkert. Det skyldes ifølge Dr. Edward Kelley fra WHO Service and Delivery Safety Department, at mange patienter forventer indsprøjtninger, fordi de fejlagtigt opfatter dem som mere effektive.

WHO har sat gang i oplysningskampagner for at mindske brugen af kanyler, og det ser ud til at gå den rigtige vej: Mellem 2000 og 2010 faldt antallet af indsprøjtninger per person i udviklingslande fra 3,4 til 2,9 i gennemsnit.