26. april 2020
Verdens strøm bliver grønnere og grønnere
Næsten tre fjerdedele af ny strømproduktion i 2019 var fra vedvarende energikilder. Det går især hurtigt i Asien, men resten af verden er også med.
Verden over fylder vedvarende energi mere og mere i strømproduktionen. Sidste år steg andelen af bæredygtig energi i elektricitetsproduktionen til det højeste nogensinde, viser den årlige rapport om grøn strømproduktion fra Det internationale agentur for vedvarende energi, IRENA. I 2019 kom rekordhøje 72 procent af al nyopført kapacitet verden over fra bæredygtige kilder.
”Vedvarende energi er en kosteffektiv kilde til ny strøm, der beskytter energimarkeder og forbrugere fra udsving, støtter økonomisk stabilitet og bidrager til bæredygtig vækst,” siger IRENAs direktør Francesco La Camera. ”Når vedvarende energi stod for størstedelen af ny kapacitet sidste år, understreger det, at mange lande og regioner indser hvor store positive effekter, som energiomstillingen kan medføre.”
Mindre og mindre ny, sort strøm
I alt blev der på verdensplan tilføjet 176 GW vedvarende kapacitet i 2019. I absolutte tal er det faktisk en lille smule mindre end rekordåret 2018, hvor der kom 179 GW på banen – men da mængden af ny fossil strømproduktion samtidig er faldet endnu hurtigere, så fylder den grønne strøm tilsvarende mere i det samlede billede og udgør altså næsten tre fjerdedele af al ny kapacitet.
Når det gælder fossil strømproduktion, steg kapaciteten i Asien, Afrika og Mellemøsten – men faldt i Europa og Nordamerika. Alt i alt blev der tilføjet under 70 GW fossil strømproduktion i 2019, hvilket er et markant fald i forhold til 2018, og den laveste mængde siden 2001, ifølge IRENA.
Skiftet til vedvarende energi skyldes især, at teknologierne bliver bedre, mere effektive og billigere, og priserne på solceller og vindmøller er faldet markant de senere år. De to teknologier stod da også for 90 procent af den nyopførte vedvarende energi i 2019. Nu er vedvarende strøm billigere at opføre end fossil i omkring to tredjedele af verden.
Asien fører an
Det er især i Asien, at der er fart på udviklingen: Mere end halvdelen, 54 procent, af ny, vedvarende strømproduktion verden over blev opført i Asien i 2019, der tilføjede 95,5 GW til elnettet. Det er omkring fire gange så meget som i Nordamerika eller cirka to en halv gang så meget, som hele Europa satte op.
Alligevel dominerede grøn energi i langt det meste af verden. Det er kun i Afrika og Mellemøsten, at vedvarende energikilder stod for mindre end 70 procent af nyopført strømproduktion.
Samtidig peger IRENA på, at selvom vedvarende energikilder fylder mere og mere, så skal hastigheden skrues endnu mere i vejret.
”Selvom udviklingen går i den rigtige retning, er det nødvendigt at gøre mere for at få global energi ind på en vej mod bæredygtig udvikling og klimatilpasning, som begge giver væsentlige økonomiske fordele,” siger Francesco La Camera, IRENAs direktør.
IRENA peger på, at de årlige investeringer i vedvarende energi skal mere end fordobles over de næste 10 år, fra 330 milliarder dollars til 750 milliarder dollars om året. Det vil til gengæld skabe millioner af jobs verden over.
Seneste
22. september 2024