24. februar 2020
Verdensmålene er blevet berømte i Danmark. Det er en bedre nyhed, end du tror
Danskerne kender verdens vigtigste plan. Derfor er der håb om, at den lykkes. Det skriver Verdens Bedste Nyheders chefredaktør Thomas Ravn-Pedersen.
Verdensmålene vinder frem i Danmark. Illustration: Lauge Eilsøe-Madsen, pensler fra Brusheezy.com
Ustoppelige skovbrande i Australien, virusudbrud i Kina, terrortrusler over alt. Et blik over de danske medier giver ofte et billede af en verden i flammer. Og der er ganske rigtigt et væld af alvorlige og vigtige problemer, som selvfølgelig skal dækkes. Men kloden over er der lige så mange – måske endda flere – eksempler på utrolige fremskridt og interessante løsninger. De historier hører vi mindre om i medierne, for man vinder sjældent Cavlingpriser for historien om nogen, der rent faktisk har gjort en positiv forskel. Derfor er det måske heller ikke så mærkeligt, at de fleste danskere ifølge målinger tror, at flere og flere lever i ekstrem fattigdom, selvom det stik modsatte i virkeligheden er tilfældet.
Historier om små og store fremskridt findes der masser af og Verdens Bedste Nyheder har nu i 10 år været med til at sætte fokus på dem. Og selv der stadig er store huller i danskernes viden om global udvikling, så viser de nyeste tal et meget markant og vigtigt fremskridt: Hele 74 procent af danskerne kender nu Verdensmålene. Det er formentlig det højeste kendskab i befolkningen noget sted i verden, og netop medierne har i høj grad del i æren af at gøre Verdensmålene berømte i Danmark. Langt de fleste, der kender målene, har nemlig hørt om dem i nyhedsmedierne. Oven i købet mener to ud af tre, at Verdensmålene medvirker til en positiv udvikling i verden. Dén udvikling bør indgyde os alle med håb. FN erkendte, allerede inden Verdensmålene blev vedtaget, at en ambitiøs, global plan for bæredygtig udvikling har størst chance for at blive til virkelighed, hvis borgerne ved, hvad den handler om. Derfor gik man ”all in” i ambitionen om folkelig, farverig kommunikation. Resultatet er de 17 farverige ikoner, som man ser her, der og alle vegne. Der er lavet utallige kampagneplakater, t-shirts og kuglepenne, fodbolde, Bezzerwizzer-brikker, drikkedunke, coffee table books, biografreklamer, undervisningsmateriale, ja sågar sofapuder med Verdensmålene. Leonardo Dicaprio taler om Verdensmål, Spice Girls synger om Verdensmål og den succesfulde filminstruktør Richard Curtis, der står bag Mr. Bean og stort set alle film med Hugh Grant, har med sit ”Project Everyone” sat sig for at gøre Verdensmålene berømte.
Den mission er nu lykkedes i Danmark. Stort set alle sektorer har taget Verdensmålene til sig og bidraget til det høje kendskab – uddannelsesinstitutionerne, erhvervslivet, civilsamfundet, alle. Det er unikt dansk og helt essentielt, for Verdensmålene skal være indfriet senest i 2030 og det kan kun lade sige gøre, hvis alle dele af samfundet er med. Der er nu ti år til deadline, og det er tid til at rykke fra kendskab til handling. Målingerne viser, at langt de fleste danskere mener, at vores egne handlinger har en betydning for verdens udvikling, og selvsagt betyder den enkeltes adfærd noget. Men især de virksomheder, politikere og organisationer, der landet over har været så engagerede og fremsynede i deres måde at tage imod Verdensmålene på, kommer nu til at vise, om de rent faktisk mener det. Der er flot og fedt, at der hænger Verdensmål på facader, t-shirts og i knaphuller så langt øjet rækker, men uden handling er det tom markedsføring. Nu kender vi alle planen – verdens vigtigste plan. FN har erklæret, at de kommende ti år skal være ”a decade of action”. Og her er det ikke nok at flashe en flot Verdensmålsnål på blazerjakken. Lad så de næste ti år for alvor blive handlingens og Verdensmålenes årti.