26. februar 2023
Brasilien bremser op for motorsavsmassakre på regnskoven
Der spirer nyt håb for Brasiliens regnskov. Nu skal skoven beskyttes bedre efter den forrige præsidents fire år lange angreb på naturen.
Foto: Marco Isenseee
Da brasilianerne sidste år gik til valg, var det ikke kun et valg for eller imod den forrige præsident, den ekstremt kontroversielle Jair Bolsonaro, der af nogle blev kaldt ”tropernes Trump”.
Det var også et valg, om Brasilien ville rydde eller redde regnskoven.
Brasilien endte med at vælge at droppe Bolsonaro og i stedet blev Luiz Inácio Lula da Silva indsat som præsident første januar. Et af hans valgløfter var at beskytte landets regnskov bedre, og den nye politik ser allerede ud til at begynde at få effekt.
I januar måned faldt afskovningen i Brasilien med 61 procent, oplyser Brasiliens rumfartsorganisation, Inpe, der holder øje med regnskovens størrelse ved hjælp af satellitbilleder. Det skriver Reuters.
Nyheden vækker begejstring hos Gry Bossen, der er teamleder for politik og engagement hos naturbeskyttelsesorganisationen Verdens Skove og følger udviklingen tæt.
”Jeg mener i høj grad, at det er en god nyhed, for afskovningen er tydeligvis faldet markant i januar,” siger hun.
Satellitbilleder fra Brasilien er altid lidt mere usikre i januar måned, da der på denne årstid er flere skyer over landet. Men Gry Bosse mener godt, at vi allerede nu kan sige, at den nye præsidents politik er begyndt at virke.
”Lula sætter målrettet ind lige nu for at stoppe især ulovlig minedrift, hvilket også betyder afskovning, og så er en del af hans erklærede politiske mål netop at stoppe afskovningen. Så jeg tænker da bestemt, at det her kan tilskrives hans tiltrædelse,” svarer hun.
Vil tage flere år at rette op
Hun forklarer, at der blev fældet mere og mere skov i de fire år under den forrige præsident, som var kendt for sin fjendtlige linje mod regnskoven. Blandt andet udtalte Bolsonaro, at afskovning og skovbrande aldrig vil få en ende i Brasilien, eftersom han ser det som en del af landets kultur.
Derfor brugte han sin tid som præsident til ikke bare at afmontere de regler og myndigheder, der skulle slå ned på ulovlig afskovning, men også på at ændre loven, så ulovlighederne blev gjort lovlige.
”Især i slutningen af hans præsidentperiode i 2022 steg afskovningen endnu mere – det var, som om folk lige skulle nå at fælde lidt mere skov, inden Lula trådte til. For Lula har længe annonceret andre boller på suppen,” siger Gry Bossen.
Som eksempel nævner hun, at et af Bolsonaros første dekreter var, at han gjorde det lovligt at inddrage oprindelige folks territorier til minedrift. Men under Lula er nu gjort ulovligt igen.
”Så umiddelbart virker det, som om Lulas signaler i den grad har virket,” siger Gry Bossen.
Hun uddyber dog, at der vil gå flere år, før de skovbeskyttende institutioner i Brasilien, der blev afmonteret under den forrige præsident, igen er fuldt funktionsdygtige. Blandt andet Brasiliens miljøministeriums afdeling ved navn IBAMA.
Det er den myndighed, der i praksis slår ned på dem, der fælder skoven ulovligt, men Bolsonaro skar kraftigt ned på deres budget og indsatte nye folk i ledelsen. Under Lula er IBAMA dog nu igen begyndt at patruljere på jagt efter ulovlige skovhuggere.
●Skoven bliver dog stadig fældet. I januar blev 167 kvadratkilometer skov ryddet, men det er under halvdelen af, hvor meget skov, der blev ryddet i januar sidste år.
●Det er ikke første gang, den venstreorienterede Lula de Silva er præsident i Brasilien. Han var også Brasiliens præsident fra 2003 til 2011, og i den periode blev der fældet langt mindre regnskov. Han har dog efterfølgende siddet i fængsel på grund af korruptionsanklager.