31. oktober 2021

Motorsavene må blive hjemme: Kæmpestor kølig regnskov er fredet

USA genindfører nu regler, der beskytter Tongass-regnskoven. Biolog kalder det en vigtig sejr for naturen.

Brune bjørne er er blandt de cirka 400 dyrearter, der kalder Tongass-regnskov for deres hjem. Foto: John Thomas on Unsplash

Brune bjørne er er blandt de cirka 400 dyrearter, der kalder Tongass-regnskov for deres hjem. Foto: John Thomas on Unsplash

De fleste har nok hørt om Amazonas-regnskoven, men det er nok de færreste, der ved, at der også findes regnskove i kolde områder – de såkaldte tempererede regnskove. I Alaska i USA ligger Tongass-regnskoven, som er den største intakte tempererede regnskov i verden.

Nogle af regnskovens ældste træer er over 800 år gamle og over 75 meter høje. Skoven er også hjem for cirka 400 dyrearter, hvor blandt andet ulve, ørne og bjørne spiser sig mætte i de talrige laks, der svømmer i vandløbene. Geografisk strækker den samlede regnskov sig fra Alaska ned langs Canadas vestkyst og helt ned til det nordlige Californien.

Skoven er truet. Regnskoven har i årevis været i midten af hektiske politiske debatter mellem dem, der ønsker at udnytte skoven for at tjene hurtige penge, og dem, der ønsker at beskytte skoven og dens unikke natur. Men naturen har i år vundet en stor sejr:

”Den amerikanske præsident Biden genindfører nu regler, der beskytter regnskoven. Samtidig ønsker han at stadfæste fredningen ved lov, så fremtidige præsidenter ikke kan ophæve fredningen, uden først at ophæve loven igen,” fortæller Jens Kanstrup, der er biolog og rådgiver for miljøorganisationen Verdens Skove.

”Fredningen betyder, at tømmer- og minevirksomheder ikke må drive skovdrift eller grave efter ressourcer i naturområdet”.

Afhængige af sunde økosystemer

Donald Trump tillod i 2020 fældning af træer, minedrift og vejanlæg i området. Det skete, selvom en spørgeundersøgelse dengang viste, at hele 60 procent af de lokale ønskede at beskytte regnskoven. Og det er ikke kun på grund af, at mange mennesker ønsker at beskytte naturen for dens egen skyld. Den levende skov giver også kontante fordele, mener biologen.

Ifølge erhvervsrådet ”Southeast Conference” var der i 2019 kun 372 jobs i det sydøstlige Alaska, der var baseret på at udnytte skovens ressourcer på en ikke-bæredygtig måde. For eksempel jobs, hvor man fælder træer. Det er mindre end én procent af områdets samlede arbejdspladser. Til sammenligning leverer fiskeri og turisme over en fjerdedel af arbejdspladserne.

”De her jobs er afhængige af, at regnskoven og vandløbene forbliver intakte og bliver bæredygtigt forvaltet. Langt flere virksomheder og lokale er afhængige af regnskovens sunde økosystemer, end af den skadelige profit-jagt efter ressourcer,” siger Jan Kanstrup.

Langt flere virksomheder og lokale er afhængige af regnskovens sunde økosystemer, end af den skadelige profit-jagt efter ressourcer

Jan Kanstrup, biolog

Fakta: Hvad er en tempereret regnskov?

En tempereret regnskov er, ligesom en tropisk regnskov, kendetegnet af meget regn. Her falder der minimum 2-3 meter om året.

Der er tempereret klima, heraf navnet. Klimaet følger de skiftende årstider. Gennemsnitstemperaturen ligger på over ti grader om sommeren og under tre grader om vinteren.

Tempererede regnskove ligger ofte tæt på oceaner. Det gør Tongass-regnskov også. Den møder nemlig Stillehavet.

Tempererede regnskove er også ofte kendetegnet af nærtliggende kystnære bjerge. Mange af Tongass-regnskovens vandløb er blevet dannet af smeltet sne fra bjergtoppe.

Vigtig for klimaet og biodiversiteten

Intet andet sted på kontinentet, findes der lige så meget planteliv per kvadratkilometer. Det anslås desuden, at Tongass-regnskoven har oplagret så meget kulstof, at det svarer til mere end 1,5 milliarder tons CO2 og området optager yderligere 10 millioner tons hvert år. Derfor anses området som en vigtig global kulstof-støvsuger. Og samtidig med, at skoven opsuger CO2, udleder den også en masse ilt. Derfor er den ligesom Amazonas blevet beskrevet som en del af jordens lungesystem.

”Det er derfor vigtigt for både klimaet og biodiversiteten, at USA genopretter områdets beskyttede status. For tømmerindustrien går især efter de ældste og største træer, som også har den største værdi. Når sådan et træ fældes, så får vi aldrig noget lignende tilbage i vores levetid eller generationer frem,” afslutter Jan Kanstrup.