14. september 2017

Forsigtigt håb for Indonesiens ildrøde aber

Indsatsen for at standse de katastrofale brande i Indonesien er også godt nyt for landets sjældne orangutanger.

Foto: Oetomofoto

Foto: Oetomofoto

Hvis man har set den gamle tegnefilm Junglebogen, husker man nok orangutangen Louie, der som jazzet konge over aberne prøver at få jungledrengen Mowgli til at røbe, hvordan man laver ild. Men i den virkelige verden er ilden slet ikke god for den kritisk truede orangutang, der lever i Indonesiens regnskove.

Meget af skoven vokser nemlig ovenpå fugtige tørvemoser, som i mange år er blevet drænet, hvorefter den udtørrede skov bliver brændt af for at lave marker og plantager. I 2015 kom det helt ud af kontrol, og enorme skovbrande hærgede Indonesien. Røgen påvirkede 43 millioner mennesker, og da brandene rasede vildest, udledte Indonesien mere CO2 end hele USA. Landets orangutanger og andre sjældne dyr blev også hårdt ramt.

Katastrofeår blev vendepunkt

Men noget tyder på, at katastrofeåret 2015 blev et vendepunkt. I 2016 besluttede Indonesiens præsident, Joko Widodo, at al yderligere ødelæggelse af landets tørvemoser skal standses, og at vandet skal ledes tilbage til de tørlagte områder.

”Joko Widodos beslutning om at stoppe ødelæggelsen af tørvemoserne og deres regnskov er en meget positiv nyhed for vores arbejde med at beskytte orangutangerne, da nogle af de største tilbageværende vilde grupper af orangutanger lever netop der,” siger Marie Sigvardt, programleder fra organisationen Red Orangutangen, der også arbejder med at genoprette regnskoven i Indonesien.

Hun understreger dog, at præsidentens beslutning ikke redder de områder, hvor palmeolieselskaber har fået licens til at rydde, og at genoprettelse af regnskoven ovenpå de allerede afbrændte mosearealer ikke er medtaget i regeringens plan. Red Orangutangens arbejde med at genoprette skoven fortsætter.

Omfanget af skovbrande faldt med over 80 procent i Indonesien i 2016 i forhold til året før, hvilket dog også skyldtes mere vådt vejr i regntiden. I 2017 er der på ny skovbrande i Indonesien, men i skrivende stund betydeligt færre end i 2015.