29. juni 2020

Kina beskytter truet dyreart efter Corona

Det truede skældyr skal ikke længere bruges til kinesisk medicin, og tre underarter er nu lige så beskyttede som pandaer.

Langhalet pangolin i Kakum-nationalparken i Ghana. Foto: CCBY Nik Borrow

Langhalet pangolin i Kakum-nationalparken i Ghana. Foto: CCBY Nik Borrow

Den corona-pandemi, som nu i månedsvis har raset i hele verden, opstod muligvis, fordi sjældne dyr bliver smuglet til kinesiske markeder, hvor virus kan sprede sig fra dyr til mennesker.

Et af de dyr, der især er kommet fokus på som mulig oprindelse til den nye coronavirus, er det mærkværdige skældyr, der også kaldes en pangolin. Skældyr lever både i Afrika og Asien, og ligner mest af alt en blanding af en myresluger og en grankogle. Flere af arterne er kritisk truede, fordi de bliver indfanget i stort tal. Det sker både på grund af deres kød og fordi skællene bruges i såkaldt kinesisk medicin.

Lukker smuthul i loven

I kølvandet på coronakrisen vil de kinesiske myndigheder dog have sat stop for rovdriften på de skællede dyr. Pangolinen er blevet fjernet fra den officielle liste over arter, der bruges til kinesisk medicin, og tre af arternes beskyttelsesstatus er blevet hævet til højeste grad, Class 1. Det er samme fredningskategori som landets elskede panda, og det betyder, at man kan få op til ti år i fængsel for at indfange, dræbe, eller handle med dyrene. Det giver anledning til forsigtig optimisme for skældyrets fremtid.

”At få sat en stopper for det lovlige salg af pangolin-skæl lukker det sidste større smuthul, der har forhindret indsatsen for at redde skældyret,” siger Peter Knights, leder af naturbeskyttelsesorganisationen WildAid.

Efter udbruddet af den ny coronavirus forbød Kina at sælge vilde dyr til brug som fødevarer, men der er stadig flere dyrearter, som bliver importeret til brug i den traditionelle, men oftest virkningsløse, kinesiske medicin. Det er denne handel med skældyr, Kina nu søger at lukke ned.

Actionhelt slår et slag for skældyret

I 2017 blev der vedtaget et internationalt forbud mod handel med skældyr, men den illegale handel fortsatte, og det er i dag det mest smuglede dyr i verden. Toldmyndigheder har gentagne gange opsnappet store forsendelser af frosne eller levende dyr, og især deres skæl. For eksempel konfiskerede Singapore sidste år en last på 14,2 tons pangolin-skæl, der kom fra Nigeria og skulle være smuglet til Vietnam. Det vurderes, at det har kostet omkring 36.000 pangoliner livet at producere den enkelte forsendelse.

Organisationen WildAid har arbejdet med at beskytte dyrene på forskellige kreative måder. I et forsøg på at nå de kinesiske forbrugere har organisationen lavet et tv-spot med den kinesiske actionhelt Jackie Chan. I spottet lærer han tre skældyr kung fu, så de kan forsvare sig mod angreb. Men selvom tonen er humoristisk, er budskabet til de kinesiske forbrugere alvorligt nok:

”Pangolinen kan kun forsvare sig ved at rulle sig sammen i en kugle. Men alle arter er nu beskyttet af loven. Så køb aldrig hverken kød eller skæl,” siger Jackie Chan i videoen. Ifølge organisationens egne tal er dette og andre tv-spot nået ud til i alt 800 millioner seere i Kina og Vietnam, og langt færre tror nu på, at skældyrets skæl har medicinsk virkning.