15. oktober 2018

Mindstelønnen stiger i mange lande

Flere lande hæver deres mindsteløn. Det er både godt nyt for verdens fattige og for alle andre.

Demonstration i Sydafrika for højere løn. Foto: CCBY Meraj Chhaya

Demonstration i Sydafrika for højere løn. Foto: CCBY Meraj Chhaya

Sidste år kom præsident Moon Jae-in til magten i Sydkorea med et løfte om at hæve mindstelønnen. Det løfte holdt han, da han blev valgt, og mindstelønnen steg med 16,4 procent.

Når mindstelønnen stiger i et land, falder uligheden, og det er ikke kun godt for de fattigste. Større lighed gavner også et lands økonomiske vækst og en række andre ting i hele samfundet, lige fra sundhed til kvinderettigheder. Det skriver organisationen Oxfam i en ny rapport, der viser, at over halvdelen af verdens lande det seneste år har hævet lønningerne i bunden mere, end landets økonomi er vokset.

Blandt andet har Indonesien, Gambia, Ecuador, Portugal og Japan hævet deres mindstelønninger.

Et andet eksempel er Sydafrika, hvor afstanden mellem rig og fattig er ekstrem. Her har parlamentet nu for første gang vedtaget at indføre en generel mindsteløn på 20 rand i timen (cirka 10 danske kroner). Det skriver fagforeningen 3F. Selvom præsident Cyril Ramaphosa indrømmer, at beløbet stadig er for lavt, vil det alligevel betyde lønforhøjelse til næsten halvdelen af arbejderne i Sydafrika, der er et af verdens mest ulige lande.

Der er dog også mindre godt nyt. For eksempel har Nigeria ikke hævet mindstelønnen siden 2011, og tidligere i år overhalede det store afrikanske land sandsynligvis Indien som det land, hvor der er flest ekstremt fattige. Det viser beregninger og fremskrivninger fra Brookings Institution. Tænketanken påpeger, at der skal sættes stærkere ind i især mange afrikanske lande, hvis verden skal nå målet om at gøre en ende på fattigdom inden 2030.