12. marts 2023
Frygt ej det flade batteri: Elbiler kører nu over tre gange længere på en opladning
På relativt få år er elbiler gået fra at være fremtidsmusik til at blive helt almindelig hverdag. Det skyldes blandt andet, at de nu kan køre meget længere, før de igen skal lades op.
Grafik: Lauge Eilsøe-Madsen
En af de ting, der længe forhindrede elbiler fra at slå igennem, var den såkaldte ”range anxiety” eller rækkeviddeangst.
Køberne valgte elbilerne fra, fordi de var bekymrede for, om bilerne ville løbe tør for strøm, før de nåede frem til næste ladestander.
Og det var ikke uden grund, folk holdt sig tilbage fra at købe elbil, for de første elbilers rækkevidde var ganske rigtigt temmelig begrænset.
I dag er situationen en anden. Når en ny elbil ruller ud på vejene i dag, kan den køre over tre gange længere på en opladning end de elbiler, der blev solgt for kun 10 år siden.
Det viser en gennemgang foretaget af seniorforsker Hannah Richie fra data-analyseorganisationen Our World in Data, der har hjemme på Oxford University.
Hun har gennemgået de amerikanske miljømyndigheders rapporter om brændstoføkonomi, der viser, hvor langt de forskellige elbiler kører på én opladning. Kun rene elbiler er medtaget i analysen, og altså ikke hybrider.
Analysen ser ikke på gennemsnitsbilen, fordi gennemsnittet kan blive påvirket meget af, at der for eksempel kan være en enkelt luksus-bilmodel, der kører langt længere pr. opladning, men som der ikke bliver solgt særlig mange af. I stedet ser Hannah Richie på medianen, dvs. de biler, der ligger midt i feltet.
I 2011 var medianbilen en Nissan Leaf, der kører lidt over 117 km på en opladning. I 2022 var det en Chevrolet Bolt, der kører godt 397 km, før den igen skal lades op.
Altså er rækkevidden for en almindelig elbil mere end tredoblet siden 2011.
Andelen af solgte elbiler tidoblet på fem år
Den længere rækkevidde kommer samtidig med, at andelen af solgte elbiler er tidoblet på kun fem år.
I 2017 var det kun 1,4 procent af alle nye solgte biler i verden, der kunne køre på strøm, men i 2022 var det 14,4 procent. Det viser tal fra IEA, det Internationale Energiagentur.
I disse tal er der dog både rene elektriske køretøjer og de såkaldte plug in-hybrider, der både kan køre på batteri og på benzin eller diesel.
Hybriderne er udskældte, fordi deres batteri er så lille, at ejerne ofte ender med at køre på fossilt brændstof meget af tiden, og miljøgevinsten derfor går fløjten.
Selvom hybriderne er populære i nogle lande, er mere end halvdelen af de nye solgte elbiler i verden rendyrkede elbiler, viser tallene fra IEA.
Elbiler er selvfølgelig kun gode for klimaet, hvis den strøm, der bruges til at lade batterierne op, kommer fra grønne energikilder. Og det gør mere og mere af strømmen i verden heldigvis også.
Faktisk forventes vedvarende energi at overhale det største fossile brændstof, kul, inden for de næste par år, så bæredygtig energi bliver verdens største energikilde allerede i 2025. Det skriver det anerkendte klimamedie Carbon Brief.
397 km
●I lande som USA og Kina er det faktisk langt de fleste elektriske køretøjer, der er dedikerede elbiler eller elscootere. Og selv i Europa, der ellers er den mest hybrid-glade region, står hybriderne for under halvdelen af elbilsalget.
Seneste
22. september 2024