10. juli 2022

På et årti er 10 millioner vietnamesere kommet ud af fattigdom

Vietnam er i gang med en enorm udvikling, hvor levestandarderne stiger hastigt, og armod falder.

Vietnam har været igennem en udvikling, der nærmest er uden sammenligning. Fattigdommen falder, flere får bedre jobs og flere uddanner sig længere. Foto: Thai Back by Pexels

Vietnam har været igennem en udvikling, der nærmest er uden sammenligning. Fattigdommen falder, flere får bedre jobs og flere uddanner sig længere. Foto: Thai Back by Pexels

På blot 10 år har flere end 10 millioner vietnamesere arbejdet sig ud af fattigdom. Det svarer til en tiendedel af befolkningen i det sydøstasiatiske land. Det viser nye tal fra Verdensbanken, der har analyseret udviklingen i Vietnam mellem 2010 og 2020, og som kalder landets fremgang mod fattigdom for imponerende.

Væksten i sidste årti kommer efter en allerede enorm indsats hos vietnameserne, og udviklingen siden vietnamkrigens afslutning har ”været nærmest uden sammenligning,” skriver Verdensbanken i sin analyse.  Mellem 2010 og 2020 faldt andelen af fattige fra 16,8 til fem procent, og ekstrem fattigdom – hvor man lever for under 1,9 dollars om dagen – er næsten blevet udryddet i landet.

Det betyder, at millioner af vietnamesere har fået bedre levestandarder og bedre jobs, hvor mange er rykket fra at være småbønder til at arbejde i produktions- og servicesektoren, blandt andet den voksende turistindustri. Samtidig stiger uddannelsesniveauet, og flere og flere og vietnamesere tager videregående uddannelser.

Eksperimenter og reformer

Efter vietnamkrigen sluttede, så det sort ud for Vietnams økonomi. Landet var ikke bare hærget efter årtiers krig, men begyndte at nationalisere jord og virksomheder for at danne kooperativer i det samlede, kommunistiske Vietnam. Eksperimentet slog fejl, og en voldsom økonomisk krise hærgede i slutningen af 1970’erne og starten af 80’erne med kraftig inflation, hyppige strømsvigt og fødevaremangel. Op mod 70 procent af befolkningen levede i fattigdom.

I slutningen af 80’erne begyndte der at komme reformer, og især efter 1993 tog udviklingen fart. Indtægterne voksede, fattigdommen begyndte at falde, og i 2010 kom Vietnam op i kategorien for mellemindkomstlande – men stadig i den lave ende, og stadig med hver sjette vietnameser i fattigdom.

Men mellem 2010 og 2020 rykkede indsatsen mod fattigdom videre, siger Carolyn Turk, der er landechef for Verdensbanken i Vietnam. Resultaterne betyder, at landet nu kan se længere frem. ”Vietnams udviklingsagenda handler ikke længere kun om at hæve minimumslevestandarderne og bekæmpe kronisk fattigdom, som landet har gjort godt,” siger hun. I stedet peger hun på, at det nu også handler om at få en bæredygtig økonomi, der hæver flere vietnamesere op i middelklassen. ”Det bliver en udfordrende vej, der endnu ikke er kortlagt,” siger hun.

Levestandarden stiger

Fremgangen mod fattigdom har betydet, at livet for mange vietnamesere har ændret sig drastisk.

I 1990 boede flere end otte millioner mennesker i slumkvarterer i de vietnamesiske byer, men i 2018, hvor de seneste FN-data er fra, var antallet af slumboere næsten halveret. Desuden har alle i landet nu adgang til strøm, ifølge Verdensbankens tal. For mindre end 25 år siden havde hver femte vietnameser ikke strøm.

Samtidig er sundheden forbedret, og den forventede levealder stiger og stiger.

Vietnamesernes job og arbejdsliv har også rykket sig kraftigt igennem det sidste årti. Arbejdsstyrken voksede med flere end 4,5 millioner mennesker på grund af skift i befolkningssammensætningen, og samtidig har der været en bevægelse af mennesker fra landbruget til andre dele af økonomien. I 2010 var landbrug den største sektor målt på antal husstande – i 2020 den mindste. Omvendt voksede beskæftigelsen i produktionssektoren med næsten seks millioner mennesker, og servicesektoren voksede med næsten fem millioner mennesker. Det betyder også stigende lønninger, og bruttonationalproduktet pr. indbygger er mere end femdoblet siden midten af firserne.

Fattigdomsbekæmpelse modstod corona

Verden over har coronapandemien kastet omkring 100 millioner mennesker tilbage i ekstrem fattigdom. Men Verdensbankens analyse viser, at selvom corona også ramte Vietnams økonomi hårdt – blandt andet pga. milllioner af færre turister – og lagde et hårdt låg på de stigende lønninger, så har landet i stor grad undgået, at folk er røget tilbage i fattigdom.

Slummen krymper ind

Faldet af vietnamesere, der bor i slum, er sket samtidig med, at bybefolkningen er næsten tredoblet. Det betyder, at hvor næsten 60 procent af beboerne i 1990 levede i slum, var  det faldet til 13,5 procent i 2018.