04. november 2019

To ud af tre typer polio udryddet

Verden er nu meget tæt på endelig at slippe helt af med sygdommen, der lammer børn.

Pakistan er et af de to sidste lande med polio, men også her bliver børn vaccineret. Foto CCBY Sanofi Pasteur

Pakistan er et af de to sidste lande med polio, men også her bliver børn vaccineret. Foto CCBY Sanofi Pasteur

Først var der tre, så var der to, og i sidste uge blev det så officielt annonceret, at der nu kun er én slags naturligt forekommende poliovirus tilbage i verden. Og denne sidste variant af sygdommen, vild polivirus type 1, findes nu kun i to lande. Det betyder, at verdens lande nu er tæt på at nå det mål, de satte i 1988; at udrydde sygdommen fuldstændig.

“Dette er et vigtigt resultat, men vi kan ikke stoppe vores indsats nu: Vi skal udrydde den sidste type poliovirus også. Der er heldigvis også godt nyt fra Afrika, hvor der ikke er blevet konstateret poliovirus af type 1 siden 2016, på trods af stadig bedre overvågning. Det ser ud til, at kontinentet derfor nu er helt fri for alle vilde former for poliovirus, og det er en enorm bedrift,” siger Professor David Salisbury, der er leder af den uafhængige organisation, der verificerer fremskridt i kampen mod polio.

Rene hænder redder liv

Nedgangen i polio skyldes hovedsageligt, at mange børn er blevet vaccineret. Men bedre hygiejne spiller også en rolle. Sygdommen skyldes nemlig en virus i tarmen, der kan overføres til fødevarer, hvis man ikke vasker hænder, eller hvis man bruger marken som toilet. Langt flere mennesker i verden har i dag adgang til et rigtigt toilet og håndvask end i år 2000.

Kilde: WHO, Verdensbanken

Der findes effektive vacciner mod polio, og de er blevet uddelt i stor skala i årtier via det internationale samarbejde Global Polio Eradication Initiative (GPEI). Det har slået smitten voldsomt tilbage. I 1988, hvor indsatsen begyndte, var der over 350.000 tilfælde af polio i verden. I 2019 er der indtil videre kun konstateret 94 tilfælde af poliovirus type 1, og heraf er 76 i Pakistan og resten i Afghanistan.

Alene sidste år blev næsten en halv milliard børn vaccineret mod polio, og selvom blandt andet rigmanden Bill Gates har givet mange penge til indsatsen, ville det have været umuligt at nå ud til så mange børn uden hjælpen fra over 20 millioner frivillige, der har bragt vaccinen ud til de fjerneste kroge af verden, skriver GPEI.