18. januar 2021

Chile forbød kinderæg og Tigeren Tony i kampen mod fedme - og det virker

Chilenernes forbrug af sodavand er faldet med næsten 25 procent efter indgreb fra regeringen. Forsker kalder den type lovgivning ”nødvendig”.

I hele verden er fedme et stigende sundhedsproblem. Foto CC By Javier Ignacio Acuña Ditzel

I hele verden er fedme et stigende sundhedsproblem. Foto CC By Javier Ignacio Acuña Ditzel

Hvorfor drikke vand, når man kan drikke sodavand? Det har i årevis været hverdagen for alt for mange chilenere. Over halvdelen af de chilenske børn mellem seks og syv år, og næsten tre ud af fire voksne, er fede eller overvægtige, viser en national sundhedsundersøgelse fra 2017. I Chile er fedme og ikke-smitsomme diætrelaterede sygdomme de største årsager til dødsfald og handicap.

For at bekæmpe landets voksende fedmeepidemi indførte regeringen en lovgivning i 2016 – det har ifølge et nyt studie medvirket til at ændre chilenernes købsadfærd og fokus på sundhed.

Studiet undersøgte forbruget af sukkerholdige drikkevarer før og efter lovgivningen, og blot 18 måneder efter var chilenernes køb af sodavand faldet med 23,7 procent og indkøb af vand på flaske, sukkerfri sodavand og juice uden tilsat sukker steget med fem procent.

Stopskilte og ulovlige Kinderæg

Lovgivningen betød restriktioner for reklamer på usunde madvarer, forbud mod at sælge disse produkter på skoler og, som det første land nogensinde, pålagde Chile sorte advarselsskilte på produkter med et højt indhold af kalorier, sukker, salt eller mættede fedtstof.

Chilenerne skal for eksempel kigge længe efter tegneseriefigurer som Tigeren Tony på emballagebokse, Kinder-ægget og legetøjet i Happy Meals, da det er ulovligt at markedsføre usunde produkter til børn eller sælge legetøj sammen med mad.

”Advarselsskiltene har haft stor effekt i Chile – og meget større end set ved tidligere individuelle skattepolitikker. Det har reduceret salget af sukkerholdige drikkevarer, øget befolkningens bevidsthed om usund mad og givet en simpel måde at foretage sundere valg på,” siger Lindsey Smith Taillie, ernæringsepidemiolog på Gillings School of Global Public Health og hovedforfatter på studiet, som har undersøgt virkningen af lovgivningen.

Lovgivning der batter

Lovgivningen har også medført, at mange store firmaer frivilligt har ændret deres produkter for at undgå de sorte stopskilte på deres etiketter. Faktisk er mere end 1500 produkter, svarende til 20 procent af alle produkter solgt i Chile, blevet gjort sundere.

Lindsey Smith Taillie mener dog, at advarselsmærker kun er et skridt i retningen mod sundere kostvaner:

”Det er nødvendigt med skattemæssige og initiativhæmmende faktorer, som for eksempel afgifter på sukkerholdige drikkevarer og tilskud til frugt og grøntsager, og stærke begrænsninger for markedsføring af junkfood til børn. Handling på regeringsmæssigt niveau er nødvendigt for at ændre fødevaresystemet og forbedre forbrugernes kostvaner.”

Chiles lov

  • Chiles nye lov kaldes ”The Law of Food Labeling and Advertising”
  • Producenter skal sætte sorte advarselsmærkater formet som stopskilte på produkter med højt indhold af sukker, kalorier, salt eller mættede fedtstoffer.
  • Disse produkter må ikke sælges på skoler.
  • Produkterne må ikke markedsføres til børn under 14 år. Derfor er emballage med tegneseriefigurer og legetøj sammen med føde- og drikkevarer forbudt.
  • Reklamere for disse produkter i tv, radio og biografer er forbudt mellem klokken 6 og 22.