14. januar 2019

Cowboys slutter fred med flagermus

I Honduras har de givet mere plads til flagermus og andre dyr omkring landbruget. Det har gavnet både natur og mennesker.

Denne vampyrflagermus lever af blod, men de fleste flagermus er fredelige og gavnlige. Foto: MiAmbiente+/UNA/UNDP

Denne vampyrflagermus lever af blod, men de fleste flagermus er fredelige og gavnlige. Foto: MiAmbiente+/UNA/UNDP

Da kvægbonden Héctor Canela blev inviteret af Honduras’ Landbrugsuniversitet til en workshop om flagermus, troede han, at han ville få tips og tricks til, hvordan han nemmere kunne slå de små bæster ihjel. Flagermus var ikke populære blandt kvægbønderne i Mangulile-området i Honduras, for de kunne se, at vampyrflagermus satte sig på deres kvæg om natten og sugede blod.

Men workshoppen handlede overraskende nok om at beskytte flagermusene. De blodsugende vampyrflagermus er nemlig kun en blandt mange arter, hvoraf mange faktisk er meget vigtige og gavnlige.

”Nu, hvor vi ved mere om den rolle, de spiller i naturen, forstår vi, at det er godt at have flagermus i området, fordi de udfører et vigtigt arbejde med bestøvning,” siger Héctor Canela. Mens nogle flagermus bestøver blomster om natten, æder andre flagermus også insekter som for eksempel myg.

Workshoppen om flagermus var kun en del af et langt større projekt, der handler om at gøre kvægproduktionen i Honduras både mere produktiv og miljørigtig på samme tid. I alt 650 bønder har plantet levende hegn mellem deres marker og taget jord ud af intensiv produktion. Det har frigivet 960 kvadratkilometer til en grøn korridor for jaguaren og dens byttedyr, skriver FN’s udviklingsprogram UNDP og Honduras’ regering i en fælles rapport om resultaterne af projektet.

Rapporten melder ikke, om der er kommet flere flagermus i områderne, men antallet af fuglearter er steget med 50 procent. Det er et tegn på, at naturen har fået det bedre.

Kvægbønderne har også selv fået noget ud af det. Produktionen af kød er ifølge evalueringsrapporten steget med mellem 7,2 og 16 procent, afhængigt af området.

Den bedre forvaltning af naturen omkring markerne gør dog ikke oksekødet til et helt miljørigtigt valg, for det er stadig det kød, der udleder mest CO2 per kilo.