En hverdag med missilalarmer og strømafbrud. Vi har spurgt fem, unge ukrainske kvinder om, hvad der gør dem håbefulde i dag?

Hvordan har din hverdag ændret sig efter krigen? 

”Min hverdag har ændret sig drastisk siden invasionen, især hvad angår min følelse af sikkerhed og min søvn. Jeg er nødt til at være meget opmærksom på luftalarmerne for at beskytte sig selv. Så i dag er jeg meget følsom over for sirener – særligt om natten, for det er dér, missilangrebene oftest finder sted. At vågne op kl. 3 om natten til advarsler om missilangreb er blevet en regelmæssig begivenhed. Det er forstyrrende; jeg kan ikke nemt falde i søvn igen, og næste dag er jeg udmattet og har svært ved at fungere. Den konstante stress og søvnmangel har taget hårdt på min energi og mit mentale helbred, især under de intense angreb i maj 2023.”

Hvad giver dig håb i dag? 

“Det, der giver mig håb i disse dage, er mit folk og vores nation. I løbet af de sidste ti år har jeg set, hvordan min nation er fuld af stærke, beslutsomme mennesker, som kæmper for vores land og identitet. Når jeg mister håbet, ser jeg på den kollektive indsats og tror på, at der er lys for enden. Så mange mennesker har ofret deres liv, og det må ikke være forgæves. At se andre stå op, gå på arbejde og bidrage inspirerer mig til at fortsætte. Det skylder vi dem, hvis liv er blev taget fra os. Dem, som kæmpede for deres familiers fremtid. Nu er det vores pligt at bringe den fremtid til live.”

“Især som ung har jeg følt, at vores liv blev taget fra os. Vi indså, at unge mennesker i hele landet havde det på samme måde, og det er nu vores ansvar at stå sammen og kæmpe for vores frihed og en bedre fremtid.”

Anna Hrynkiv

Hvordan har din hverdag ændret sig efter krigen? 

“I maj sidste år tilbragte jeg 19 ud af 30 nætter i metroen på grund af bombardementerne. Strømafbrydelserne er stadig alvorlige den dag i dag – jeg rejste til Danmark med en død telefon, og det nærmeste sted at oplade den var i Polen. Jeg mener … det er vanvittigt. Så jeg er afskåret fra simple fornøjelser som f.eks. at tage et bad, når jeg har lyst. Ofte kan jeg ikke planlægge mere end en dag frem, og selv vigtige ting som eksamener bliver udskudt. Når man ikke kan planlægge, giver det en masse angst i ens liv. Det skulle være mine bedste år, så nogle gange føler jeg mig som et offer for omstændighederne – uden kontrol over mit liv.”

Hvad giver dig håb i disse tider? 

“Det, der giver mig håb, er denne abstrakte, illusoriske idé om sejr – det er nok det håb, jeg har tilbage. Min familie er i Mykolaiv, og alle de mennesker, der bliver i Ukraine, giver mig også håb. De bliver ved med at minde mig om, at jeg ikke er et ‘freakshow’, fordi jeg også bliver her. De minder mig om, at jeg ikke er alene, at jeg stadig har et fællesskab her. Jeg bliver hele tiden inspireret af ukrainerne og deres historier, som f.eks. historien om min bekendte, soldaten Serhii Hnezdilov, der er vært for en podcast for et af de største medier på trods af, at han befinder sig i skyttegravene! Hans evne til at engagere sig i konstruktive aktiviteter midt i krigen er virkelig beundringsværdig.”

Diana Donets

Hvordan har din hverdag ændret sig på grund af krigen?

“Hverdagen har ændret sig dramatisk på grund af krigen. I dag er jeg i Danmark, men jeg har en eksamen kl. 17.00 lokal tid på mit universitet i Ukraine. Eksamen bliver afholdt så sent på grund af strømafbrydelser i hele landet. Nogle gange ved vi ikke engang, om læreren har mulighed for at deltage i Zoom, hvilket i høj grad gør det besværligt at lære og øger stressen. Det her eksempel viser, hvordan krigen påvirker vores hverdag, alt lige fra lyden af eksplosioner til den ustabile elektricitet, som påvirker vores evne til at studere. Jeg lærer to sprog, engelsk og spansk, men mit spanske er stadig virkelig dårligt på grund af både COVID og krigen og manglen på kvalificerede lærere. Det er en svær virkelighed, men vi fortsætter med at tilpasse os og holde ud.”

Hvad giver dig håb for tiden?

“Jeg har mange problemer i mit liv, og nogle gange bliver jeg virkelig deprimeret. Men jeg giver ikke op, for der er så mange smukke steder i verden, som jeg ikke har set endnu. Jeg vil gerne opleve denne planets skønhed. Derfor fortsætter jeg. Jeg har en lang liste med destinationer, bl.a. Italien, Spanien, Schweiz og Østrig. Drømmen om at øve mit spanske med indfødte talere og opleve forskellige kulturer holder mig i gang. Jeg drømmer om denne fremtid, når jeg har brug for at finde håb.”

Mariia Kuznietsova

Hvordan har din virkelighed ændret sig efter krigen? 

“Her er et eksempel… Da vi var i København nærmede vi os en militærbase og hørte pludselig en høj, bombelignende lyd. Det var så uventet, fordi jeg tænkte, at Danmark er så tryg og sikker, at jeg begyndte at græde. Denne hændelse mindede mig om de traumer, jeg bærer på uden at være klar over det. I Ukraine har jeg vænnet mig til sådanne lyde og fortsætter med mit daglige liv, men her i Europa, hvor jeg endelig følte mig afslappet efter tre år, var det chokerende at føle sig usikker igen. Denne krigsoplevelse har ændret os alle dybt. Vi må erkende, at selv om vi ikke føler os anderledes udadtil, så er der noget indeni os, der har ændret sig.”

“Et andet øjeblik fra denne tur til Danmark skete i går: Jeg så små hytter og spurgte en dansk veninde, hvad det var for noget? Hun sagde, at det var ‘shelters’, hvilket jeg slet ikke forstod. I Ukraine er shelters et beskyttelsesrum, altså et sted, hvor vi gemmer os for bomber. I Danmark er shelters steder, hvor man kan sove i fred og ro udendørs i naturen. Vores virkeligheder er meget forskellige. Derfor er det vigtigt, at vi husker at vise mere empati overfor hinanden og er opmærksomme på den mentale sundhed.

Hvad giver dig håb i disse dage? 

“Det giver mig håb, at sandhed og retfærdighed er kernen i vores kamp. Vi forsvarer ikke kun vores identitet i nutiden, men kæmper også for at sikre den i det næste århundrede og videre frem. At se, hvordan vores stemmer kan skabe forandring, fylder mig med håb. For eksempel førte fortalervirksomhed for nylig til løsladelse af ukrainske fanger, et direkte resultat af folks handlinger og vedholdenhed. Disse øjeblikke understreger, at vores indsats ikke er forgæves, og det giver ikke kun genlyd i Ukraine, men også på den internationale scene.”

Iryna Yarmolenko

Hvordan har din hverdag ændret sig på grund af krigen? 

“Mit liv er delt i to vidt forskellige virkeligheder. På den ene side bor jeg i Danmark og studerer på Copenhagen Business School, hvor jeg tilpasser mig et nyt samfund, lærer sproget og forsøger at leve et normalt liv. På den anden side er mine tanker konstant optaget af Ukraine – jeg tænker på min familie, mine venner, den igangværende konflikt, situationen ved frontlinjen, og om der kommer mere hjælp. Dobbelteksistensen er svær at forklare for udlændinge, uanset hvor empatiske de er. Det ene øjeblik nyder jeg en festival og deltager i samtaler, og det næste øjeblik bliver jeg overvældet af et pludseligt indre panikanfald og opslugt af tanker om, hvad de næste to måneder kan bringe for mit hjemland. Det er en ubarmhjertig cyklus af korte glæder afbrudt af en vedvarende bekymring, som aldrig rigtig forsvinder.”

Hvad giver dig håb i disse tider? 

“Håbet for mig kommer af at vide, at der er modige mennesker i frontlinjen, som kæmper for Ukraine. De har brug for noget, der er værd at komme tilbage til – et land og et samfund, der er bedre end det, de forlod. Jeg studerer i Danmark og derfor føler jeg, at jeg ikke har ret til at give op eller miste håbet. Jeg er nødt til at fortsætte og forestille mig et Ukraine, der er forenet, medlem af EU og NATO, og som ikke er kendt for krig, men for f.eks. teknologiske fremskridt og landbrug.

“For at klare den mentale belastning arbejder jeg frivilligt for AidUkraine Denmark. Nogle ukrainere i Danmark taler ikke engelsk, så jeg hjælper med at oversætte, f.eks. når vi besøger museer. Jeg er også med i en ungdomsklub, hvor unge ukrainere fra 18 til 24 år mødes hver anden uge for at støtte hinanden. Jeg føler ofte, at andre unge har flere problemer end mig, og når jeg kan hjælpe dem en lille smule med nogle råd, hjælper det også mig personligt. At tale og dele vores erfaringer får os alle til at føle os mindre ensomme – mennesker har brug for mennesker.”

Denne artikel er blevet til i et samarbejde med Dansk Kulturinstitut.