07. juni 2020
Grønne busser brager frem i Kina
Med statsstøtte og regulering har Kina fået elbusser i hundredtusindvis på vejene. Det betyder mindre luftforurening og mindre CO2-udledning.
Der er nu over en halv million elektriske busser i verden. Selvom langt de fleste kører i Kina, begynder andre lande, herunder Danmark, så småt at komme i gang. Foto: hans-johnson CCBY
Mere end en halv million elektriske busser ruller rundt på verdens veje – eller mere præcist ruller der omkring en halv million elektriske busser rundt på kinesiske veje, mens nogle få tusinde eksemplarer kører i andre lande. Kina sidder nemlig tungt i førersædet, når det gælder elektriske busser. Det viser en analyse af verdens elektriske køretøjer fra researchvirksomheden BloombergNEF. Og det går hastigt frem for de kinesiske elbusser, der er blevet godt og vel femdoblet mellem 2015 og 2019.
Det er godt for både folkesundheden, når der kommer mindre luftforurening i byerne, og for klimaet, når der bliver udledt mindre CO2. Analysen anslår, at alle verdens elektriske køretøjer tilsammen sparer kloden for en million tønder olie om dagen, der ellers var røget i tanken – og den halve million elbusser står for en stor del af besparelsen.
Kræver statsstøtte
Det er den kinesiske stat, der driver elbussernes hastige vækst med både tilskud og regulering. Det startede som en del af Kinas indsats mod den voldsomme luftforurening i mange kinesiske byer, der hvert år er med til, at over en million kinesere lider en tidlig død. I 2009 blev 13 kinesiske byer udpeget som pilotprojekter, der skulle prøve alternativer til fossil transport, herunder megabyen Shenzhen, der som den første by i verden fik elektrificeret hele sin busflåde – i alt mere end 16.000 busser. Forsøget gik bedre end forventet, og antallet af elbusser steg hurtigt, så den kinesiske regering hævede ambitionerne og fortsatte tilskuddene.
Det er der også behov for, hvis man vil have mange elbusser hurtigt, for de er stadig dyrere atkøbe end klassiske dieselbusser – helt op til dobbelt pris. Men ligesom elbiler bliver de billigere og billigere, for prisen på batterierne rasler ned. Ifølge BloombergNEF’s analyse faldt prisen med 18 procent årligt mellem 2010 og 2018.
Spreder sig uden for Kina
De faldende priser og den voksende klimabevidsthed betyder dog, at elbusser også langsomt breder sig ud over Kinas grænser. Ifølge fagmediet Sustainable Bus kom der flere elektriske busser på gaden i Vesteuropa alene i 2019 end i de foregående syv år tilsammen. Det er en voldsom stigning, men fra et lavt udgangspunkt – der er nu omkring 3000 elektriske busser i Vesteuropa.
I Danmark er der også flere byer, der er begyndt at udskifte dieselbusser med nye, batteridrevne modeller. Roskilde er den første danske kommune, der elektrificerede alle buslinjer. I København og på Frederiksberg kører der 48 elbusser, Aarhus har sat fire elbusser ind på en enkelt linje og bestilt 29 flere, der kommer til næste forår – omtrent samtidig med, at Odense vil sætte 20 elbusser på gaden.
Holland er det europæiske land med flest elbusser – omtrent 800 af slagsen, så der er lang vej op til Kinas omtrent 500.000 grønne busser. Men ifølge BloombergNEF-analysen vil resten af verden langsomt komme efter det, og de få elbusser, vi ser i de vesteuropæiske lande nu, er blot de første af mange. I løbet af de næste 20 år vil antallet eksplodere, anslår analytikerne, og i 2040 vil mere end to tredjedele af alle verdens busser være elektriske.