14. august 2022

Sidste kulskib til Hawaii

For sidste gang er et skib med kul ankommet til Hawaii. Fremover vil den amerikanske delstat satse på ren grøn energi.

Foto: CCBY Armin Rodler

Foto: CCBY Armin Rodler

Den 27. juli skete der noget nyt og alligevel helt almindeligt i den amerikanske delstat Hawaii. Et fragtskib med 15.000 tons kul i lasten lagde til kaj på øen Oahu, hvor Hawaiis hovedstad, Honolulu, ligger.

Som så mange gange før skulle kullene brændes af i det kulkraftværk, der i 30 år har været øens største kilde til elektricitet. Men denne gang var det allersidste gang, kulskibet lagde til kaj. Hawaii har nemlig vedtaget, at de vil stoppe med at bruge kulkraft, og øens kulkraftværk lukker derfor 1. september. Det skriver Hawaii Public Radio.

Staten følger dermed i fodsporene fra andre amerikanske stater, som Oregon og Illinois, der også har vedtaget at droppe kulkraft. Hawaii er dog den første amerikanske stat, der er gået skridtet videre og har sat et mål om, at de vil gå over til 100 pct. vedvarende energi inden 2045.

Derfor skal elektriciteten fra det lukkede kulkraftværk erstattes af grønne energikilder, og især solenergi, som de tropiske stillehavsøer har masser af. Nye store solcelleanlæg skal nu bygges, blandt andet et solenergikraftværk med tilhørende strømlager, så øens befolkning på lidt over en million personer også kan få strøm om natten.

Kører videre på olie, til grøn strøm er klar

Alt er dog ikke ren bæredygtig idyl på Hawaii, for nogle af de nye vedvarende energiprojekter er blevet forsinket og kan derfor ikke nå at være klar, før kulkraftværket lukker. Ifølge det amerikanske elselskab AES Corporation, der blandt andet har drevet kulkraftværket på Oahu, skyldes forsinkelserne blandt andet forsyningsproblemer.

Det betyder, at Hawaii indtil videre kun er i stand til at erstatte halvdelen af strømmen fra det gamle kulkraftværk med vedvarende energi. Resten forventes at blive dækket ved at bruge mere olie, indtil de vedvarende kilder kan tage over.

Derfor er der stadig et godt stykke vej tilbage, før Hawaii når målet om at køre på ren vedvarende energi. Olien står i dag for at producere fire femtedele af al energiproduktion på Hawaiis syv beboede øer, og det er stadig kun 30 procent af Hawaiis elektricitet, der kommer fra vedvarende kilder.

Men det går fremad med planerne. Ifølge de amerikanske myndigheder er brugen af solenergi steget kraftigt på Hawaii i de senere år. Det skyldes især, at mange private har sat deres egne solceller op på tagene. Alene siden 2015 er den private elproduktion med solceller fordoblet.

Grøn energi fra jordens rødglødende indre

Hawaii har også gode muligheder for at bruge geotermisk energi, fordi øerne er skabt af vulkaner, der stadig er glohede indeni. Ved at bore ned til de varme klipper kan man få vand til at koge og dermed drive en turbine.

Et studie fra 2005 viste, at to af de største øer i øgruppen, Hawaii og Maui, tilsammen vil kunne generere omkring 1535 MW energi på denne måde. Det er over otte gange mere energi end det kulkraftværk, der nu skal lukkes, og som kun har en effekt på 180MW.

Kul er kun en del af Hawaiis samlede energiforbrug, og har primært været brugt som energikilde på Oahu, der er den tredjestørste af delstaten Hawaiis syv beboede øer. Men kulkraftværket har både udledt store mængder CO2 og luftforurening, og derfor forventes det at få reel betydning, at værket nu lukker.