29. august 2013

Samarbejde sikrer høsten i Etiopien

Landboforeninger gør etiopiske bønder bedre gennem uddannelse

Foto: IRLI

Foto: IRLI

Etiopien er overvejende et landbrugsland med næsten 13 millioner bønder. Langt de fleste af dem producerer fødevarer til husholdningen og lidt salg på det lokale marked. Når det kan lade sig gøre. For ofte har bønderne ikke engang kunnet dyrke afgrøder nok til at kunne brødeføde sig selv og deres familier.

Med hjælp fra UNDP har etiopiske landboforeninger lært 2 millioner bønder hvordan de blandt andet kan bruge andre afgrøder, nye dyrkningsmetoder og gødning til at få høsten til at vokse.

Det øgede høstudbytte betyder ikke kun, at bønderne og deres familier kan brødeføde sig selv. Det betyder også, at bønderne kan sælge mere på markedet, hvilket skaber en økonomisk profit for den enkelte bonde.

Profitten bliver blandt andet brugt på bedre leveforhold og til uddannelse af familiens børn.

Landboforeningerne har også som langsigtet mål, at skabe en stabil produktion af fødevarer af høj kvalitet. Meningen er, at disse fødevarer skal sælges på det internationale marked og derved skabe indtægt for den etiopiske statskasse.

Andelen af ekstremt fattige etiopiere er faldet fra 40 procent af befolkningen til 29 procent de seneste syv år. Mange af dem der er kommet ud af ekstrem fattigdom, er landets småbønder.

 

Dokumentation

Læs mere i artiklen fra UNDP:

From seed to market, transforming agriculture in Ethiopia

Start ugen med vores nyhedsbrev

Få Verdens Bedste Nyheder leveret direkte i din mailboks hver mandag morgen.