26. november 2014

Vinderen af en rejse til Afrika er kåret!

Årets konkurrence-vinder har fået en enestående mulighed for at besøge sin nieces fødselsklinik i Zimbabwe.

Phillippe Berdalle/CCBY

Phillippe Berdalle/CCBY

”Vi har slet ikke nået at planlægge det hele endnu, men én ting ved jeg i hvert fald, at vi skal: Besøge min niece og se hendes projekt.” Hanne Marie Heidelbach er dette års heldige vinder af en rejse til Afrika – og allerede til februar tager hun med sin bror og svigerinde 3 uger til Zimbabwe. Hanne Maries niece er jordmoder og arbejder i øjeblikket i Zimbabwe på at få en fødselsklinik op at stå, så kvinder, der ikke har råd til at gå til en privat klinik, stadig kan få råd og vejledning til en sikker fødsel. Det er dette projekt, som Hanne Marie skal ned og opleve nu.

Vil opleve flere projekter

Det er fjerde år i træk, at Verdens Bedste Nyheder sender en heldig konkurrence-vinder afsted på en rejse til Afrika. I år deltog 508 i konkurrencen i håb om at blive den heldige vinder. Hovedpræmien er en flybillet tur/retur til et valgfrit fredeligt afrikansk udviklingsland, hvor man på egen hånd kan opleve en bid af det afrikanske kontinent. Rejsen er sponsoreret af HRG Nordic Erhvervsrejsebureau og Brussels Airlines.

”Jeg håber også, at vi får mulighed for at besøge nogle andre spændende projekter i Zimbabwe. Blandt andet er der et projekt for hiv-positive kvinder, som jeg gerne vil se og vide mere om”, fortæller Hanne Marie om sin nært forestående rejse.

Hanne Marie Heidelbach er medlem af Dansk-Indisk Børnehjælp og har sammen med organisationen i flere år været med til at dele aviser ud til de morgenfriske på Verdens Bedste Nyheders årlige kampagnedag – det var i den forbindelse, at hun deltog i Verdens Bedste Nyheders konkurrence.

Vi glæder os til at høre mere om Hanne Maries rejse – og ønsker hende stort tillykke med præmien.