06. april 2020
NRJ & Verdens Bedste Nyheder sætter sammen fokus på løsninger
I disse tider, hvor der er skræk og rædsel alle steder, vi kigger hen, er der nogle, der vælger at gå i hi – mens andre insisterer på at se muligheder. Det sidste gælder for NRJ og Verdens Bedste Nyheder.
Foto: Astrid Maria Rasmussen
Det er ikke nogen hemmelighed, at mange annoncører har valgt at bremse deres kampagner på grund af den situation, som Danmark og resten af verden befinder sig i. Charlotte Repholtz, CEO i Energy (NRJ), forklarer: ”Midt i denne alvorlige situation ser vi gang på gang, hvordan mange danskere – både privatpersoner og virksomheder – tager initiativ til at gøre noget positivt og kreativt for sig selv og ikke mindst andre. Den slags giver inspiration og breder sig som positive ringe i vandet”.
Derfor har NRJ givet plads til Verdens Bedst Nyheder både i deres reklameblok og som leverandør af gode nyheder. ”Vi tænkte på, hvad vi kunne gøre for at opmuntre og opfordre vores mange lyttere til at ride med på den positive bølge midt i alvoren. Vi har allerede startet vores hyldest af hverdagens Corona-helte – og da vi blev opmærksomme på Verdens Bedste Nyheder, var der ikke langt til at finde en løsning, som kunne blive god for alle.”
Verdens Bedste Nyheder er et uafhængigt medie, der laver konstruktiv journalistik og kampagner om fremskridt og løsninger på verdens udfordringer med udgangspunkt i FN’s Verdensmål. Sophie Rytter, redaktionschef hos Verdens Bedste Nyheder, uddyber: “Vi er absolut ikke lalleglade, vi laver seriøs og kvalificeret journalistik – det kræver vores emner. Men når studier viser, at mennesker begynder at zappe ud af nyhederne på grund af det overvældende fokus på negative historier, viser det, at der er behov for det, vi gør. Og det handler om at give nuancer, perspektiv og bringe de historier om løsninger og fremskridt, der også dukker op, når man går i dybden. Det, tror vi, kan være med til at skabe håb og tro på, at det nytter noget at gøre noget”.
Fakta: Energy (NRJ) og Orbit Red
Energy (NRJ) er en radiostation med nationale afdelinger flere steder i bl.a. Europa og Skandinavien.
Orbit Red er et kreativt marketingbureau med fokus på digitale kampagner.
Lyttere vil få små smagsprøver på de gode nyheder i løbet af dagen. Charlotte Repholtz fortæller: ”Vi har bedt Orbit Red om at hjælpe med implementeringen på grund af deres ekspertise i at skabe kommunikation, der engagerer bredt”. Også her er der engagement i tilgangen.
”Det er en kerneforudsætning for, at vi alle sammen kommer godt ud på den anden side af den forfærdelige situation, at vi ikke skyller optimismen ud med strømmen af alvorlige nyheder. Vi kommer ud på den anden side. Ligesom vi er kommet ud af andre kriser – ved at stå sammen, ved at hjælpe hinanden og ved at være dygtige til at finde ekstraordinære løsninger. Det er det, som Danmark og danskerne kan. Vi vil bare gerne være med til at skubbe på med det positive og håbefulde udsyn, så vores tilbagevenden til en mere normaliseret hverdag ikke tager længere end nødvendigt,” siger Thomas Thorstholm, CEO Orbit Red.
Seneste
22. september 2024