14. juni 2026
Verdens sidste vilde hest var forvundet fra naturen – nu er de tilbage
Fra kun at findes i zoologiske haver boltrer vildheste sig nu på de åbne stepper i Centralasien. Det er en kæmpe sejr for naturen.
Przewalski-heste kaldes også takhi, hvilket betyder ånd i Mongoliet. Video: 8K, iStock
Ved første øjekast ligner den de heste, de fleste af os kender. Bare med en lidt tykkere hals, bredere pande, kortere ben og kompakt krop med lidt mere på sidebenene. Men hesten er faktisk noget ganske særligt.
Den er nemlig verdens eneste nulevende vildhest – Przewalski-hesten.
Vildhesten lever sit liv på den enorme eurasiske steppe. Et landskab med store, åbne vidder af græsarealer, savanner og busklandskaber, der strækker sig over flere tusinde kilometer, fra Kazakhstan i vest og ender i Mongoliet og Kina i øst.
Og vildhesten trives virkelig i det vilde og voldsomme steppelandskab.
For nyligt fejrede Kina, at de efter 40 års arbejde med at genetablere arten, nu har en vild bestand på over 900 Przewalski-heste. Det betyder, at der nu er nok heste til, at bestanden kan opretholde sig selv i den vilde kinesiske natur – og at Kina nu har cirka en tredjedel af verdens vildheste.
“Det er vigtigt at beskytte Przewalski-hesten, fordi det er den sidste vilde hest. Hvis vi tillader at den uddør, vil vi aldrig få vildheste igen,” fortæller Barbora Dobiášová, der er kurator og leder af afdelingen for hovdyr i Prag Zoo.
Hun varetager den internationale stambog for vildhesten og har arbejdet intenst med at genetablere arten i Kazakhstan og Mongoliet – og det er lykkedes.
Men det er faktisk lidt af et mirakel, at vi stadig har vildhesten. I 1960’erne var den fuldstændig udryddet fra den vilde natur. Og det skulle vise sig, at blot 13 vildheste i zoologiske haver kom til at danne grundlaget for den bestand, der findes i dag.
“Przewalski-hesten er en stor succeshistorie inden for bevaring af en art. Vi har bragt vildhesten tilbage, og nu generobrer de områder, hvor de oprindeligt levede og strejfede omkring,” siger Barbora Dobiášova.
●Przewalski-hesten har fået sit navn efter den russiske opdagelsesrejser Nikolaj Przjevalskij, der beskrev hesten for den vestlige verden i 1879.
Et kæmpe naturreservat i Gobi-ørkenen, i den sydvestlige del af Mongoliet ved grænsen til Kina, er kendt for sine ørken-steppelandskaber, og det er verdensberømt for at være hjemsted for Przewalski-hestene. Foto: Miroslav Bobek, Prag Zoo
Tilbage på steppen
Med kun 13 vildheste at basere en helt ny vild bestand på stod zoologerne med en meget stor udfordring. For med så lille en gruppe dyr kan det være svært at skabe en sund og robust bestand, der kan klare sig i naturen og opretholde sig selv.
Men med tiden er det lykkedes at sætte hingste og hopper ud i det landskab, de oprindeligt stammer fra, og de klarer sig godt, fortæller Barbora Dobiášova:
“Det er virkelig en hest, der kan modstå meget vanskelige situationer og kan overleve meget barske forhold.”
Om vinteren falder temperaturen nemt til omkring de minus 30 eller 40 grader i Centralasien. Der får vildhestene en meget tyk og lang pels og overlever på de fedtreserver, de opbygger hen over sommeren og efteråret.
“De ligner sådan nogle tykke pelsbolde, men det er en utrolig god måde at overleve på. Og det minder en om, hvor gode de er til at fornemme årstiderne og tilpasse sig. Det er dybt forankret i deres evolutionære tilpasninger,” fortklarer Barbora Dobiášova.
Selvom Przewalski-hestene igen trives på den centralasiatiske steppe, så kræver det stadig meget arbejde med at bevare arten og sørge for, at vi også har vildheste i fremtiden.
“Det er ikke så simpelt som at sætte 50 vildheste fri og så lade dem være. Genintroducering af en art er ikke bare at sætte dyrene fri og så gå sin vej. Det kræver langvarigt engagement, beskyttelse og politisk vilje og støtte fra de nationale regeringer,” siger Barbora Dobiášova.
Derfor har de årti-lange projekter som ‘Wild Horse Return Program’ i Kina og Prag Zoos ‘Return of the Wild Horses’-projekt været meget vigtige.
●Hvis man parrer dyr, der er for tæt beslægtede, mister man genetisk variation. Og uden genetisk variation bliver en bestand sårbar over for sygdom, klimaændringer og nye presfaktorer.
Vildhestene løber frit i Hustai Nationalpark i Mongoliet. Det er et bjergrigt steppeområde ved Khentei-bjergene. Video: 8K, iStock
Avl i zoologiske haver blev afgørende
Da Przewalski-hesten blev opdaget i det 19. århundrede, var den allerede ret sjælden på den centralasiatiske steppe. Jagt og konkurrence om føde og vand fra voksende bestande af tamheste pressede gradvist arten tilbage.
I 1969 blev der kun registreret en enkelt hingst på steppen – han var den sidste Przewalski-hest, der nogensinde blev set i naturen. Derefter afhang artens overlevelse af at de blev avlet i menneskelig varetægt. Og det havde man efterhånden gjort i lang tid på det tidspunkt.
Prag Zoos første vildheste var hingsten Ali og hoppen Minka. Deres føl, og Prag Zoos første, blev født i 1933. Den lille hoppe fik navnet Heluš. Hun fik selv mange føl, som skabte den lange avlslinje for Przewalski-hestene i Prag. Foto: Prag Zoo
Prag Zoo og Przewalski-hesten
Prag Zoo, som har avlet Przewalski-heste i over et århundrede, har spillet en nøglerolle i at bevare arten.
De første tre Przewalski-heste ankom til Tjekkoslovakiet i 1921. Blot et år efter at Prag Zoo åbnede, blev en hingst og en hoppe en del af den zoologiske have.
“Vi var heldige, at vores par avlede godt og kunne være grundlæggere af slægten for Prag Zoo-vildheste,” siger Barbora Dobiášova.
I løbet af de næste mange årtier blev mere end 250 Przewalski-føl født i Prag Zoo, og selv Anden Verdenskrig kunne ikke sætte en stopper for det succesfulde avlsprogram.
“Under Anden Verdenskrig var der kun to steder, hvor der fandtes en avlsgruppe. Og det var Prag Zoo og Tierpark Hellabrunn i München. Det var kun der, at der var hingste og hopper i den rette alder,” forklarer Barbora Dobiášova.
Det spillede en fuldstændig afgørende rolle for, at avlen af vildheste fortsatte, og for, at vi overhovedet har Przewalski-heste i dag.
Prag Zoo var meget dybt involveret, fordi de avlede en masse føl og udvekslede dyrene med andre zoologiske haver – ikke kun i Europa, men også i Nordamerika. Og samarbejdet mellem zoologer fra hele verden skulle vise sig at være helt afgørende, fortæller Barbora Dobiášova:
“Det er ret tydeligt, at hvis det verdensomspændende partnerskab mellem zoologiske haver ikke havde reddet Przewalski-hesten, ville den være udryddet som art – selv i fangenskab.”
Barbora Dobiášová (th) er med til at lukke en Przewalski-hest ud efter den lange flyvetur fra Prag til Mongoliet. Foto: Václav Šilha, Prag Zoo
De oprindelige levesteder venter
I dag er der altså flere hundrede Przewalski-heste i beskyttede områder i Mongoliet, Kina, Rusland og Kasakhstan, hvor de er blevet genintroduceret.
Derfor er vildhestens status nu kun, at den er truet på miljøorganisationen IUCN’s rødliste over truede dyrearter. Det betyder, at arten er gået tre trin ned ad skalaen for, hvor presset en art kan være på sin overlevelse, og det er godt nyt.
Vildhesten giver naturen et løft på den store steppe
Når store græssere som vildhesten forsvinder fra landskabet, så påvirker det også biodiversiteten og naturen generelt.
“De her levesteder udviklede sig med de græssende dyr. I Asien er der stadig nogle græssere tilbage, men det er primært mindre arter som gazeller og saigaer i Kazahkstan,” siger Barbora Dobiášova.
Græsning er også nødvendig i stor skala, for i de områder, der ikke græsses eller ikke græsses nok, er der en højere risiko for steppebrande.
“Naturbrande er selvfølgelig en del af den naturlige cyklus og afbrænding, men det er ikke så udbredt, hvis det græsses,” forklarer Barbora Dobiášova.
Og så bidrager vildhesten også til at flere arter trives på den storslåede steppe i Centralasien, og det skaber en større biodiversitet.
“Hvis steppen ikke græsses, er der et stort fald i artsrigdommen blandt fugle og pattedyr, der er afhængige af at græsset holdes nede, for at kunne spotte rovdyr på jagt. Hvis de ikke kan det, så har de sværere ved at overleve,” fortæller Barbora Dobiášova.
Vildhestene adskiller sig fra de tamheste, vi ellers kender, siger Barbora Dobiášová: “De har et meget vildt temperant. De er meget kloge, men også meget stædige. De kan tæmmes – men kun hvis de vil.” Foto: Miroslav Bobek, Prag Zoo
Przewalski-hesten er altså et sjældent eksempel på en art, der ikke bare er reddet fra at være udryddet i den vilde natur, men faktisk har fået sit oprindelige hjem tilbage.
Barbora Dobiášová har selv været fire gange i Mongoliet for at være en del af arbejdet med at sætte hestene fri på steppen. Det har været store personlige oplevelser, men hendes arbejde med Przewalski-hesten adskiller sig også fra mange andre naturbevaringsprojekter, fortæller hun:
“Det er et stort privilegie at arbejde med en art, hvor dens levesteder stadig findes. Det er ikke alle forundt at få muligheden for at bringe vildhesten tilbage i naturen, og det sætter jeg en stor ære i.”
For mange truede arter er tabet af levesteder i dag den største udfordring. Men på de enorme stepper i Centralasien findes der stadig plads til de vilde dyr.
“Vi er heldige i Centralasien. Områderne er enorme og ikke særligt velegnede til landbrug eller store mængder husdyr. Derfor er det et perfekt sted for vilde arter at vende tilbage,” siger Barbora Dobiášová.
