Det er lykkedes at få flere og flere ud af fattigdom og sult

Du har ikke vand. Du har ikke strøm. Du har ikke varme. Du har ikke mad. Samtidig er dit hjem lavet af alt, som kan findes på gaden eller i naturen – messingplader, grene og jord. Og hvis blot et enkelt skybrud eller en storm kommer forbi, oversvømmes dit gulv og seng med skrald og vand fra kloakker. Sådan kan fattigdom se ud, forklarer Jacob Rasmussen, som er lektor i International Udvikling ved Roskilde Universitet.

”Fattige bor i de hårdest udsatte områder, som indebærer enorme sundhedsrisici. Åbne spildevandskanaler og ophobet affald i fattige boligområder er håndgribelige eksempler på, at de er udsatte. Deres liv leves ofte fra dag til dag. Både i forhold til arbejde og adgang til mad. Alt dette gør dem endnu mere udsatte, når uheldet rammer,” siger han. 

Fattigdom er nummer ét

Verdensbanken definerer ”ekstrem fattigdom” som en personlig indkomst på under 1,9 dollars om dagen – det vil sige cirka 13 kroner. Det rækker ikke til meget mad på bordet – især ikke, hvis man har en stor familie. Men Verdensmål 1 om at afskaffe fattigdom og sult handler ikke kun om  penge. Det er også uløseligt forbundet med de andre Verdensmål.

”Fattigdom er et tværgående emne, som hænger sammen med sult og resten af Verdensmålene. Fattigdom forhindrer nemlig, at de mest udsatte kan opnå mange af de ting, som de andre Verdensmål handler om, som eksempelvis adgang til uddannelse, sundhed, rent vand og arbejde. Der en god grund til, at fattigdom er mål nummer ét,” siger Jacob Rasmussen. 

 Målet om at afskaffe fattigdom og sult er derfor en kæmpe udfordring, men tallene viser, at vi allerede er godt på vej.

I 1990 levede omkring 1.900 millioner mennesker i ekstrem fattigdom, men i dag er antallet faldet til omkring 689 millioner, viser seneste tal fra 2017. Og faldet er sket samtidig med, at verdens befolkning er steget. Det betyder, at andelen af ekstremt fattige mennesker i verden er faldet fra omkring 36 procent i 1990 til lidt over 9 procent, ifølge Verdensbanken.  

I runde tal svarer det til, at hver tredje verdensborger var ekstremt fattig dengang, og at det ’kun’ er lidt over hver tiende nu.  

I tråd med faldet i fattigdom kan man også se store fremskridt i verden gennem den sidste generation, hvis man måler på sult og underernæring. Mellem 1991 og 2019 er antallet af mennesker, der sulter, faldet med flere end 300 millioner, viser tal fra FN’s Landbrugsorganisation FAO og Verdensbanken – fra lige over en milliard mennesker til omkring 690 millioner.   

Det er noget af en præstation, især fordi verdens befolkning er vokset med flere end to milliarder mennesker på samme tid. Det betyder, at både det absolutte antal af sultende, og især andelen af sultende mennesker i forhold til verdens samlede befolkning, er blevet mindre.  

Men udviklingen har været skævt fordelt. Især afrikanske lande syd for Sahara har ikke nedbragt fattigdommen i samme grad som for eksempel Kina og Sydamerika . Lige nu står afrikanske lande for langt over halvdelen af verdens fattigste. Det skyldes, at der i nogle områder er krige mellem politiske eller etniske sider, alt imens det samtidig er områder, som bliver ramt af nogle af de værste naturkatastrofer. Den kombination er opskriften på ekstrem fattigdom og sult. Men også på det afrikanske kontinent har der alligevel været en vis fremgang. 

”De data, som man har fra syd for Sahara, viser, at der har været et løft. Det er lykkedes at få flere og flere ud af fattigdom, hvis man måler ud fra definitionen på ekstrem fattigdom. Selvom det stadig er ulige fordelt, er der sket meget, og det er mange steder blevet bedre, end det var,” siger Jacob Rasmussen.

Klima og corona slår hårdt

Kampen mod fattigdom og sult har altså dermed taget store skidt, som har forbedret livet for hundreder af millioner mennesker.  Men i kølvandet af coronakrisen forudser eksperter, at fremgangen vil få et betydeligt hak.   

FN anslår, at over 200 millioner mennesker risikerer  at blive skubbet ud i ekstrem fattigdom på grund af reaktionerne på coronapandemien, fordi nedlukninger og restriktioner har bremset hjælp til udsatte og nedgangen i økonomien givet færre muligheder for arbejde. Samtidig fremlægger FN’s fødevareprogram FAO, at coronas påvirkning på den globale økonomi har betydet, at en tiendedel af klodens befolkning – svarende til ca. 811 millioner mennesker – er underernærede. Sammenlignet med 2019 er det en stigning på mellem 70 og 161 millioner mennesker.