06. august 2023

Langt flere støtter kvinders rettigheder, end vi tror

I flere lande er det forventningen i samfundet, at kvindens plads er i hjemmet. Men faktisk viser det sig, at flertallet ofte mener, at kvinder gerne må arbejde udenfor hjemmet. Det er frygten for at bryde med andres forventninger, der står i vejen for mere ligestilling.

Foto: International Labour Organisation ILO/APEX

I alle samfund findes der forventninger til, hvordan man skal opføre sig som kvinde og som mand.

Landes forskellige traditioner og kulturer er med til at forme forventningerne til, hvordan man skal opføre sig. De forventninger kaldes kønsnormer.

Men et stort norsk studie viser, at i langt de fleste lande i verden er der stor forskel på, hvordan vi opfatter forventningerne i samfundet, og hvad flertallet i virkeligheden mener.

For eksempel mener et stort flertal af unge mænd i Saudi-Arabien, at det er godt, deres kone arbejder udenfor hjemmet. Men på samme tid tror de, at de andre unge mænd i landet mener, at kvinderne skal være derhjemme.

Det kan være en af grundene til, er det kun er 19 procent af kvinderne i Saudi-Arabien, der har et arbejde udenfor hjemmet.

”De unge mænd tror, at de fleste andre mener, at det er forkert, hvis kvinder arbejder udenfor hjemmet,” siger Alexander Cappelen.

Han er professor og vicedirektør på center for Experimental Research on Fairness, Inequality and Rationality på Norges Handelshøjskole og er en af forskerne bag studiet.

”Der er altså en forkert opfattelse af, hvad flertallet egentlig mener, som er en forhindring for, at kvinder kommer ud på arbejdsmarkedet,” siger Alexander Cappelen.

”Så hvis vi kan ændre opfattelsen af kønsnormerne, ved at fortælle dem, at der faktisk er et flertal af mænd i Saudi Arabien, der synes, at kvinder gerne må arbejde udenfor hjemmet, så kan flere kvinder blive en del af arbejdsmarkedet,” siger han.

For det er nemmere at ændre på opfattelsen af kønsnormerne, end de faktiske kønsnormer, da de er dybt forankret i vores kultur og tager lang tid at ændre.

”Derfor er det vigtigt at kende opfattelsen og korrigere den. For det kan betyde, at et samfund bliver mere frit i forhold til kvinders rolle i arbejdslivet,” siger Alexander Cappelen.

Hvor kommer de forkerte opfattelser fra?

Samfundets forventninger til, hvordan kvinder skal opføre sig, dikterer altså basale rettigheder for kvinder. Men det er vanskeligt at sige, hvorfor vi har forkerte opfattelser af kønsnormer, forklarer Alexander Cappelen.

En af årsagerne kan være kønsstereotyper, som betyder, at kønsforskelle ofte bliver overdrevet.

”Hvis man nu eksempelvis siger, at mænd er mere selvsikre, og kvinder er mere neurotiske. Det er påstande og kønsstereotyper, som nogle nok vil mene er rigtige,” siger Alexander Cappelen.

”Men der er store forskelle indenfor begge køn og måske i virkeligheden ikke så store kønsmæssige forskelle. Alligevel ender man hurtigt med at sige; kvinder er sådan, og mænd er sådan,” forklarer han.

”Vores data viser også, at der er en tendens til, at vi overvurderer størrelsen på minoriteter,” siger Alexander Cappelen. Og her er spiller medierne måske også en rolle.

”Hvis der skal være en tv-debat, skal der være nogle, der er for, og nogle, der er imod. Og det kan jo give en forståelse af, at minoriteterne er langt større, end de er,” siger han.

For hvis personer med en minoritetsholdning får lige så meget taletid i medierne som en person med en majoritetsholdning, ligner det, at de repræsenterer lige mange mennesker.

” Det første vi kan gøre, er at ændre vores opfattelse af kønsnormerne, som giver kvinder større mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet,” siger Alexander Cappelen.

”Men på lang sigt er det jo normerne, vi skal ændre”.

På tværs af alle lande, undervurderer vi støtten til, at kvinder skal arbejde udenfor hjemmet, og mændenes støtte undervurderes mest.

Alexander Cappelen

60 Lande

er undersøgt i studiet, som udgør 85 procent af jordens befolkning.