18. december 2022
Ny lov skal beskytte jordens skove mod at blive spist
Fremover kan vi spise blandt andet chokolade med lidt bedre samvittighed. EU er nemlig blevet enige om en ny lov, der skal beskytte træerne i klodens skove mod at blive knust af Europas indkøbskurve.
Oliepalmeplantage i Indonesien. Foto: CCBY CIFOR
Hvis du er en af dem, der nogle gange står i supermarkedet og studerer de små bogstaver bag på en plade chokolade eller en pakke kiks for at finde ud af, om du kan købe den uden at være med til at smadre regnskoven, så bliver det lidt nemmere at købe ind fremover.
EU har nu aftalt en ny lov, der skal forhindre, at varer og produkter er med til at ødelægge skovene både i og uden for EU’s grænser. Det er verdens første lov af denne type, og loven er ”en kæmpe sejr for skovene”, selvom den dog på nogle punkter ikke går helt langt nok.
Det siger Anne-Sofie Henningsen, der er rådgiver hos naturbeskyttelsesorganisationen Verdens Skove.
Skovene skal ikke længere ende i indkøbskurven
Hver dag bliver der fragtet enormt mange forskellige varer ind over grænserne til EU. Nogle varer indeholder ingredienser som palmeolie, kakao, kaffe, oksekød og soja, der er kendt for at kunne føre til ødelæggelse af skov. Det skyldes, at ingredienserne ofte bliver dyrket i lande som for eksempel Brasilien, hvor regnskov bliver ryddet for at give plads til marker.
Men den nye EU-lov kræver, at hvis virksomheder vil handle på tværs af EU’s grænser, og hvis det handler om produkter, der indeholder de syv typer ingredienser, der er mest skadelige for skovene, så skal virksomhederne nu kunne dokumentere, at ingredienserne er blevet produceret på en måde, der ikke fælder eller forringer skovene.
Og så det er lige meget, om virksomhederne måske har fået officiel tilladelse i deres hjemland til at rydde for eksempel regnskov. Ødelæggelse af skov er ødelæggelse af skov, og det vil ikke længere blive tolereret for ingredienserne på den sorte liste.
I praksis kommer loven til at fungere ved, at virksomhederne skal kunne spore hvert enkelt ingrediens tilbage til det stykke jord, hvor for eksempel kaffen kommer fra. Der vil blive foretaget stikprøvekontrol i op til ni procent af forsendelserne, der krydser EU’s grænser, og hvis en sending varer bliver taget uden den nødvendige dokumentation, får det konsekvenser:
Virksomheden blive idømt en bøde på mindst fire procent af den del af firmaets årlige omsætning, der ligger i EU, og selskabet vil også blive udelukket fra at kunne byde på kontrakter til at levere til den offentlige sektor i en periode.
Vi skal ikke stirre os blinde på skoven
Når vi snakker om at beskytte naturen, så tænker mange nok først på træerne i skovene, og de er også vigtige for klimaet og for biodiversiteten. Men der findes også mange andre former for natur, der også kan blive ødelagt af produktionen af en række varer, og her dækker den nye lov ikke.
Skovloven er begrænset til at beskytte en ret snæver definition af ’skov’, selvom Europa-Parlamentet skubbede på under forhandlingerne på for at gøre loven mere omfattende, så den også dækkede såkaldte “andre træklædte områder”.
Det lykkedes ikke, men som kompromis blev det besluttet, at Kommissionen inden for lovens første år skal vurdere, om andre træklædte arealer skal inkluderes og efter to år, om alle økosystemer kan dækkes.
“Vi havde gerne set, at den endelig lov ikke blot beskyttede skov, men også andre økosystemer såsom træklædte savanner og lignende. Nu står vi med en lov, der beskytter skov, men som samtidig tillader, at andre økosystemer ryddes uden konsekvenser – i hvert fald de næste to år,” siger Anne-Sofie Henningsen.
Hun havde også gerne set, at oprindelige folks rettigheder stod stærkere i loven. Når de får rettigheder til den skov, hvor de bor, er de nemlig ofte med til at beskytte den langt bedre, end hvis skoven ejes af udefrakommende.
Sort liste slår ned på de syv største skovfjender
EU-loven slår ned på de syv ingredienser, der er de største trusler mod skovene i verden. Det handler om palmeolie, oksekød, tømmer, kaffe, kakao, gummi og soja.
Reglerne gælder også for en række af blandede produkter, der indeholder ingredienser fra den sorte liste. For eksempel chokolade, der indeholder kakao eller palmeolie, samt møbler, papir og trækul, der er lavet af træ. Desuden produkter som kosmetik og hudcremer, der også ofte indeholder palmeolie.
Om to år vil EU kigge på listen igen og afgøre, om der skal flere produkter på den sorte liste.
Skov-loven er i øjeblikket vedtaget som en aftale mellem de folkevalgte politikere i EU-Parlamentet og medlemslandenes repræsentanter i Ministerrådet. Loven ventes at blive endeligt formelt vedtaget i starten af det nye år.
Kilde: Rådet for Den Europæiske Union
Seneste
22. september 2024